Lærer, der underviser en gruppe voksne studerende

Vi kender alle begreberne ’efteruddannelse’, ’kompetencefond’ og ’fyraftensmøde’, men hånden på hjertet – hvornår var DU sidst afsted?

For manges vedkommende ligger det sikkert noget tid tilbage. For når først uddannelsen er i hus, føler mange, at de har deres på det tørre. Arbejdsopgaverne løses jo allerede med sikker hånd, så hvorfor tage kurser eller uddannelse? Man gør sig måske også andre overvejelser, om det fx kan hænge sammen tidsmæssigt, at det er dyrt, og hvad chefen og kollegerne vil sige, hvis man er væk fra pinden til fordel for skolebænken.

Fordi arbejdsmarkedet hele tiden forandrer sig og efterspørger medarbejdere med friske kompetencer i rygsækken, er det vigtigt at holde sig opdateret med kurser og uddannelse. Og det er faktisk ikke så uoverskueligt endda. Du behøver ikke at kaste dig ud i en doktorgrad eller en diplomuddannelse for at blive klogere eller dygtigere. Et kursus kan sagtens også give dig nogle gode redskaber og ny viden, du kan bruge i dit arbejde.

Tag evt. et kik på HK Sjællands aktivitetskalender. Jeg lover, at der er rigtig mange muligheder, og der er noget for enhver smag. Det sværeste er faktisk at vælge. Langt de fleste af HK’s kurser er gratis for medlemmer, så hvorfor ikke gribe muligheden – nu du alligevel er medlem?

Foregår kurset i arbejdstiden, så kan din arbejdsgiver få dækket tabt arbejdsfortjeneste. Dine kolleger behøver altså ikke løbe stærkere, fordi du er væk – din arbejdsgiver får nemlig penge til at kalde en afløser ind. Selv får du dækket transporten til kursusstedet, svarende til DSB Standardbillet eller evt. kørsel i egen bil.

På Mit HK har du også adgang til en masse onlinekurser. Du kan tage kurserne, når du har tid og lyst, og i det tempo der passer dig. Der er fx kurser i ledelse, sprog, grafiske værktøjer og Officepakken. Så klø bare på – klik på dette link, log ind på Mit HK, og så er du næsten i gang.

Er du i tvivl om, hvad du skal vælge, eller hvilken vej du skal gå, er der hjælp at hente hos HK’s Karrieretelefon på tlf. 3330 4460. Telefonerne er åbne alle hverdage kl. 13.00 - 16.00, hvor vejlederne sidder klar til at guide dig i dit valg af uddannelse.

En sidste bonus ved HK’s kurser og uddannelser er, at det faktisk er rigtig hyggeligt, hvis du tager en kollega med.

Rigtig god fornøjelse.