630x420 Familie shoppoing

Så skete det igen. Samme dag som regeringen endnu engang strammede restriktionerne – talte jeg med en sønderknust butiksmedarbejder. Mens mange af os holder os hjemme på sikker afstand af smittekilder, oplever butiksmedarbejdere stadig, at folk kommer ind i butikkerne i flok. 3, 4, 5 ad gangen. De holder ikke afstand og reagerer vredt eller nedladende, når de ansatte gør dem opmærksom på retningslinjerne, som nu er strammet til, at man skal holde 2 meters afstand.

Jeg bliver SÅ gal over at høre det og selv at opleve det den ene gang efter den anden. Og nej – det er ikke kun flokke af ubetænksomme teenagere, der måske savner selskab. Der er masser af eksempler på familier, der tager deres børn med på indkøbsturen, eller par der handler sammen. Jeg fatter det ikke.

Verden over stiger bekymringen for nye og langt mere smitsomme mutationer af Covid19. Frustrationen over ensomhed, stigende arbejdsløshed, sindssygt dyre hjælpepakker og sundhedspersonale på randen af kollaps fylder i pressen og på de sociale medier. Men når vi handler, lader mange fornuften blive hjemme og udsætter hinanden for en helt unødvendig risiko ved at handle i flok.

Ligesom sundhedspersonalet er butiksansatte presset af situationen med Corona, som påvirker deres arbejdsmiljø. De er lige så nervøse for smitte som du og jeg, og for mange er det en stor belastning. Der må og skal gøres noget for at lette det pres for personalet

Jeg er indædt modstander af forbud, når det handler om menneskers frihed til at færdes. Men når jeg igen og igen taler med nedbrudte medlemmer i butikkerne, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det måske bliver nødvendigt i denne sammenhæng. Jeg håber det virkelig ikke.

Som en start vil jeg opfordre ledelsen i detailhandlen til at huske, at det IKKE er den almindelige medarbejder, der skal tage ’kampen’ med kunder, der ignorerer retningslinjerne. Det er ledelsens ansvar, at sikre de ansattes arbejdsmiljø, og det kan løses ved at have vagter, der afviser flokke ved indgangen.

Men helt ærligt. Overhold nu de retningslinjer der er – også når du handler. Mange lider store afsavn og har gjort det meget længe. Jeg oplever det også på egen krop. Jeg savner min familie, min omgangskreds, mine fritidsaktiviteter og mine kolleger – det er store afsavn, som jeg og alle andre mennesker ser frem til at slippe af med. Men at nøjes med at handle én ad gangen, er ikke et afsavn – det er sund fornuft og respekt for vores medmennesker.