Den 1.maj 2018 er ikke en hvilken som helst 1. maj. Store dele af fagbevægelsen har netop været igennem en lang og opslidende kamp for at skaffe bedre arbejdsforhold for landets offentligt ansatte. Det har været en historisk kamp, hvor den danske model var under hårdt pres. 

Der var varslet lockout af 450.000 offentlige ansatte, og Sophie Løhde bar to kasketter – en hun forhandlede med – og en hvor hun havde mulighed for at tvinge kravene igennem med et lovindgreb. 

Hvis der skete et sammenbrud, hvor strejke og lockouten blev en realitet, kunne Stat, kommuner og regioner se frem til betydelige færre lønudgifter og dermed en kærkommen indtægt til de trængte budgetter.

Det er jo fristende udsigter for arbejdsgiverne og en udfordring, som vi ikke har på det private område. Her rammer en strejke eller lockout arbejdsgiverne på pengepungen fra dag et, i form af manglende produktion. 

Fællesskabet vandt


Men et historisk sammenhold i fagbevægelsen og en offentlige mening, der var på de ansattes side, betød at arbejdsgiversidens chefforhandlere Sophie Løhde, Anders Kühnau og Michael Ziegler valgte forhandlingens vej. 

Og i lørdags, efter fem måneders opslidende slagsmål, kom det sidste forlig i hus. Tak til forligsmand Mette Christensen og tillykke til vore dygtige og modige chefforhandlere Flemming Vinther, Grete Christensen, Anders Bondo Christensen og holdet bag dem med det flotte resultat. Nu er resten op til medlemmerne. 

Og så vil jeg lige sende en tudekiks til Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. Han kaldte aftalen ”dyr” med en lønramme på 8,1 % over 3 år, og ”markant over det, der blev aftalt i de private overenskomster sidste år.” Han mente oven i købet, at aftalen kan presse lønniveauet op i hele samfundet og derved på sigt udfordre virksomhedernes konkurrenceevne. 

Vorherre til hest - Dansk Industri forventer en vækst i dansk økonomi på omkring to procent alene i 2018. Den skal arbejdsgiverne ikke beholde for sig selv.

Brug for sammenhold


At der er brug for vores fællesskab blev krystalklart under konflikten. Men man behøver ikke at kigge sig ret langt omkring, før man støder på mange andre områder, hvor der er brug for, at vi lønmodtagere står sammen.

Vi skal stå sammen om at sikre vores fælles velfærd. Der er brug for, at vi stopper op og spørger os selv: Er det egentlig det her samfund, vi ønsker?

Ønsker vi et samfund, hvor folk presses til sidste blodsdråbe?

Bryder vi os om at vinke farvel til vores barn i børnehaven, når der kun er én fortravlet pædagog til at tage sig af hele stuen? 

Er det fint nok at blive indlagt på et hospital, hvor personalet knap nok har tid til at forklare én, hvad man fejler? 

Kan vi med ro i sindet besøge vores gamle mor på plejehjemmet, hvor hun ikke har været i bad i en uge, bliver udstyret med en voksenble og lagt i seng kl. halv syv om aftenen på grund af personalemangel?

Nej, nej og nej. Det er i hvert fald ikke det samfund jeg ønsker. Og jeg tvivler på, at ret mange af os gør, når ofrene for de mange besparelser på velfærden pludselig er vores egne kære i kød og blod. Og ikke bare tal i regeringens Excel-ark.

Vi ønsker velfærd, ikke billige biler


Den udsultning af velfærden, som den borgerlige regering lige nu står i spidsen for, er ikke værdig for nogen af os. Hverken for dem, der er syge, på dagpenge, eller for de stakkels lønmodtagere, der er ved at gå ned med stress, fordi de ikke har tid til at gøre deres arbejde ordentligt.

Hvorfor er det, regeringen skærer i velfærden? For at skabe mulighed for skattelettelser og billige Lamborghinier. Mange flere penge i lommerne på dem, der i forvejen har mange, og måske en lille skærv ekstra til os andre.

Men det er slet ikke mindre velfærd vi ønsker. Hver gang, vi i HK Sydjylland skal forhandle overenskomster, spørger vi vores medlemmer, hvad de ønsker vi skal forhandle hjem til dem. Øverst på ønskesedlen står frihed. Mulighed for at være mere for dem, vi holder af, og et godt arbejdsmiljø. Retten til at komme glad på arbejde hver dag – og gå glad hjem.

Derfor bliver jeg også rasende, når jeg ser, at regeringen igen og igen sparer på Arbejdstilsynet og derved nedprioriterer det gode arbejdsmiljø. Hvordan skal vi holde flere år på arbejdsmarkedet, når der rives ned i stedet for at bygges op? 

Jeg spørger igen: Er det virkelig det, vi vil?

Glem ikke de unge

Vi må stå sammen i kampen for vores velfærd. Vi må stå sammen om at sikre et godt liv for alle. Også for de unge der bor uden for storbyerne. Vi ser, at erhvervsskoler i yderområderne nedlægges. Det kan bedre betale sig på Excel-arket med store, centraliserede skoler i de store byer.

Og det er da også fint nok for de ressourcestærke unge. De klarer nok den lange bustur, eller også rykker de teltpælene op og flytter tættere på uddannelsen. Men hvad med de unge som ikke ønsker at flytte til storbyerne eller kan overskue flere timers transport til uddannelsesstedet? Det er så uendeligt vigtigt at sikre, at der er gode og relevante ungdomsuddannelser tæt på alle unge. Ellers risikerer vi et Danmark, hvor færre har en erhvervsuddannelse, og vi har rent faktisk desperat brug for mange flere faglærte. 

Som jeg startede med at sige, er 1. maj særligt vigtig i år. Gennem det barske forhandlingsforløb på det offentlige område har vi lønmodtagere vist, at med en fælles indsats er vi mindst lige så stærke som dem, der betaler vores løn. Lad os nu stå sammen om at værne om vores velfærdssamfund og give den blå regering kamp til stregen.

Rigtig glædelig 1. maj.