”Der kan være en kultur om, at når man er færdig med sin uddannelse, kan man gå og hygge sig lidt på dagpenge, indtil man har lyst til at få et job,” siger økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i Berlingske den 4. maj.

Påstanden er ikke alene arrogant og usympatisk, men også helt ude af proportioner med, hvad jeg oplever i dagligdagen. Som ministerens egen analyse viser, er antallet af unge dagpengemodtagere helt det samme som for otte år siden og har ligget ganske stabilt alle årene.

Med sine ord latterliggør Simon Emil Ammitxbøll-Bille de unge, der glade og forventningsfulde har set frem til, efter endt uddannelse at blive en del af arbejdsmarkedet. Mange har sendt flere hundrede ansøgninger og oplever afslag på grund af manglende erfaring. Lige så ofte får de slet intet svar fra virksomhederne.

Oven i dette konfronteres de med fordomsfulde holdninger fra en politiker, der har mildest talt begrænset erfaring i at skrive ansøgninger og være en del af det private arbejdsmarked.

Det ville klæde ministeren at udvise mere respekt for de nyuddannede, som bestemt ikke ”går og hygger sig lidt” men kæmper indædt for at finde et job, hvor de kan være til gavn for vores fælles samfund. 

Artiklen er opdateret 09. maj 2018