I går bragte flere medier nyheden om, at danskernes privatforbrug nærmest er i frit fald. På sigt vil det blive lidt af en udfordring, for privatforbruget udgør cirka halvdelen at BNP og er derfor med til at holde hjulene i gang i virksomhederne. Der skal jo nogen til at købe de varer, der produceres.

Vi begyndte at måle den såkaldte forbrugskvote i 1967, og aldrig før har vi brugt så få penge under et opsving. Udviklingen overrasker økonomerne. Signe Roed-Frederiksen, cheføkonom i AL, siger: ”for økonomer som mig er det faktisk lidt af en gåde, hvorfor de lave renter ikke har sparket gang i økonomien”.

Det undrer dog ikke mig.

Det økonomer og rigtigt mange politikere glemmer i regnestykket er, at det ikke er det brede flertal, der har fået del i opsvinget. Det er det mindretal med størst indkomst, der nyder godt af topskatte- og afgiftslettelser, og dermed får flere penge til rådighed på forbrugskontoen. Den store gruppe, der virkelig kunne sætte gang i hjulene, har ikke mærket en nævneværdig forøgelse af deres indkomster. Og for at gøre situationen endnu værre har mange års reformpolitik betydet ikke blot en forhøjet pensionsalder, en udhuling af dagpengene der ikke længere reguleres med prisstigningerne, men også en begrænsning af dagpengeperioden fra 4 til 2 år.

Rigtigt mange danskere har siden 2010 oparbejdet en indgroet frygt for at blive ledige. For i modsætning til årene fra 1967 og frem til 1993, hvor dagpengeperioden var ubegrænset, blev den efterfølgende løbende sat ned. Og midt under krisen i 2010, hvor rigtigt mange var blevet ledige, fik vi lønmodtagere reduceret dagpengeperioden fra 4 til 2 år. Et chok for mange.

Over 80.000 personer var i 2017 faldet ud af dagpengesystemet. Det betyder, at rigtigt mange kender eller har hørt om nogen, der er gået fra hus og hjem, fordi der ikke var et sikkerhedsnet til at gribe dem. Derfor, kære økonomer, sparer vi op. For hvem pokker vil købe et køleskab eller en ny sofa, når den gamle stadigvæk virker, hvis vi risikerer at blive sat på gaden, fordi det sikkerhedsnet, vi tidligere kunne læne os op ad, nu er nærmest er ikke-eksisterende.

Følelsen af frygt kan ikke sættes ind i et regneark.