1. maj 2019 er ikke en hvilken som helst 1. maj. Valg til Folketinget og EU venter lige om hjørnet.

Siden folketingsvalget i 2015 har næsten 182.000 vælgere forladt blå blok til fordel for et parti i oppositionen. Samtidig er blot 46.500 vælgere gået den anden vej, og dermed er der nu en historisk mulighed for at sætte en ny dagsorden for Danmark.

Under overenskomstforhandlingerne i 2018 betød sammenholdet i fagbevægelsen, at der efter 5 måneders faglig kamp kom ”En løsning for alle” i hus på det offentlige område.

At der er brug for fællesskab blev krystalklart under konflikten. Men man behøver ikke at kigge sig ret langt omkring, før man støder på mange andre områder, hvor der er brug for, at vi står sammen.

Vi skal stå sammen om at sikre vores fælles velfærd og sætte klima og miljø øverst på dagsordenen. Der er brug for, at vi stopper op og spørger os selv: Er det egentlig det her samfund, vi ønsker, og den klode vi vil overlade til vores børn og børnebørn?

Ønsker vi et samfund, hvor man presses til sidste blodsdråbe, og normeringerne i daginstitutionerne og ældreplejen skriger til himmelen? Bryder vi os om at vinke farvel til vores barn i børnehaven, når der kun er én fortravlet pædagog til at tage sig af hele stuen? Er det fint nok at blive indlagt på et hospital, hvor personalet pisker afsted, og knap nok har tid til at forklare én, hvad man fejler? Kan vi med ro i sindet besøge vores gamle mor, eller har hun ikke har været i bad i en uge, er blevet udstyret med en voksenble og lagt i seng kl. halv syv om aftenen på grund af personalemangel?

Det er i hvert fald ikke det samfund jeg ønsker. Og jeg tvivler på, at ret mange af os gør, når ofrene for de mange besparelser på velfærden pludselig er vores egne kære i kød og blod. Og ikke bare tal i regeringens Excel-ark.

Den udsultning af velfærden, som den borgerlige regering lige nu står i spidsen for, er ikke værdig for nogen af os. Hverken for børnene, de ældre eller dem, der er syge, på dagpenge, eller for de lønmodtagere, der er ved at gå ned med stress, fordi de ikke har tid til at gøre deres arbejde ordentligt.

Og hvorfor er det, regeringen skærer i velfærden? For at skabe mulighed for skattelettelser og billige Lamborghini er. Flere penge i lommerne på dem, der i forvejen har mange. Og måske, hvis vi er heldige, en lille skærv til os andre.

Jeg spørger igen: Er det virkelig det samfund, vi vil?

Når vi til overenskomstforhandlingerne spørger vores medlemmer, hvad de ønsker, vi skal forhandle hjem til dem, står frihed øverst på ønskesedlen. Mulighed for at være mere for dem, vi holder af, og et godt arbejdsmiljø. Retten til at komme glad på arbejde hver dag – og gå glad hjem.

Derfor bliver jeg virkelig træt i ansigtet, når regeringen tror, vi glemmer årtiers nedskæringer på Arbejdstilsynet ved at give dem 460 millioner fordelt over 4 år, her nogle få uger før der udskrives valg. Det forslår som skrædder i helvede. 300 tilsynsførende er skåret væk de seneste 10 år, og hvad hjælper det de 42.000, der blev ramt af en arbejdsulykke alene i 2017?

Hvordan skal vi holde flere år på arbejdsmarkedet, når opgørelser viser, at Arbejdstilsynet i dag kun har ressourcer til at undersøge cirka hver tredje af de klager, de modtager om dårligt arbejdsmiljø?  Hvad er grunden til, at regeringen og de radikale ikke ønsker at indgå i forhandlinger om en værdig tilbagetrækning for nedslidte? Hvad er grunden til, at beskæftigelsesministeren ikke har offentliggjort en rapport fra december, hvor det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø påviser at hårdt fysisk arbejdsmiljø, dårlig ledelse, mobning, vold og trusler kan sende os tidligt ud af arbejdsmarkedet? Jeg synes det er dybt betænkeligt, at rapporter der ikke understøtter regeringens politik, ikke får lov til at se dagens lys.*

Regeringen og DF ønsker at nedlægge regionerne, med andre ord mere centralisering.

Vi ser effekten af tidligere centraliseringer overalt. Når man bor herude vestpå tæt på Vadehavet, oplever jeg, at mange synes, det kan være svært at få dagligdagen til at hænge sammen. Uligheden vokser, og oplevelsen af at goderne ikke fordeles retfærdigt breder sig. Udviklingen går i stå i de små lokalsamfund. Det er svært at låne penge til huskøb og etablering af virksomhed. Politi, sygehuse og uddannelser ligger langt væk.

Daginstitutioner og folkeskoler i de små lokalsamfund nedlægges, og børnene flyttes til store institutioner og skoler inde i byen. Forældrene får længere transporttid for at få børnene passet, og det bliver med ét ekstra svært at få hverdagen til at hænge sammen.

Vi ser, at erhvervsskoler og EUC-centre i yderområderne nedlægges. Det kan bedre betale sig på Excel-arket med store, centraliserede skoler i de store byer.

Og det er da også fint nok for de ressourcestærke. De klarer nok den lange bustur, eller også rykker de teltpælene op og flytter tættere på uddannelsen.

Men hvad med de unge og ufaglærte som ikke ønsker at flytte til storbyerne eller kan overskue flere timers transport til uddannelsesstedet?  Det er så uendeligt vigtigt at sikre, at der er gode og relevante ungdoms-, og efteruddannelser tæt på alle. Ellers risikerer vi et Danmark, hvor færre har en erhvervsuddannelse, og vi har rent faktisk desperat brug for mange flere faglærte.

Som jeg startede med at sige, er 1. maj særligt vigtig i år. Under den barske konflikt på det offentlige område i 2018 viste de ansatte, at med en fælles indsats er det muligt at finde en løsning for alle. Lad os nu stå sammen og værne om vores velfærdssamfund og give den blå regering kamp til stregen. Vi må stå sammen om at sikre et godt liv for alle.

Rigtig glædelig 1. maj.

 

* Læs artikel om den forsinkede rapport her: https://fagbladet3f.dk/artikel/troels-lund-beklager-sen-offentliggoerelse-af-vigtig-rapport-om-nedslidning