Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) slår nu fast i et opslag på Twitter, at en del af barslen fremover vil blive øremærket til danske fædre.

Jeg var ellers målløs, da ministeren i sidste uge fortalte Politiken, at han ikke er tilhænger af det, han kalder tvang, når det handler om fordeling af barsel. Derfor ville han søge dispensation fra EU-direktivet om to måneders øremærket barsel til fædrene, der blev vedtaget i foråret. Nu har han åbenbart og heldigvis skiftet mening.

Da Socialdemokratiet sidst havde magten sammen med R og SF, løb regeringen fra sit eget regeringsgrundlag, da den droppede at fremsætte et lovforslag om øremærket barsel til fædre. Begrundelsen var, at det ville være at frarøve familien friheden til selv at vælge.

Men er den nuværende indirekte øremærkning af barsel til kvinder ikke tvang? Hvad er det ”frie” valg værd, når en far oplever manglende forståelse hos sin arbejdsgiver for et ønske om at holde mere barselsorlov end de 2 uger, han har ret til ifølge loven? Eller når kvinder ifølge forskningen lider et betragteligt løntab, fordi det er dem, der tager hovedparten af barselsorloven?

Interne undersøgelser i HK viser, at 60 procent af mændene gerne vil bruge længere tid på barsel end i dag. Især mænd i alderen 30-40 år ønsker bedre rettigheder for fædre. Det er også det, jeg hører, når jeg besøger de ofte mandsdominerede arbejdspladser, HK Privat Sydjylland dækker.

Mænd i dagens Danmark er vant til at tage del i opgaverne derhjemme på lige fod med kvinderne. De ønsker, at deres børn skal kalde på far, lige så ofte som de kalder på mor. De er ikke længere kun skaffedyr, som mændene i min generation var det.

Derfor, kære ligestillingsminister, er det ikke en dag for tidligt, der indføres øremærket barsel.