I HK Privat Sydjylland har vi siden starten af april været en del af den landsdækkende kampagne for tandklinikassistenter. Vi har ringet til mere end 130 af vores medlemmer på lige så mange klinikker i Sydjylland og spurgt dem, hvilke udfordringer de møder i deres hverdag nu hvor tandklinikkerne igen må udføre almindelige behandlinger. Det er rystende, hvor mange af vores medlemmer der udsættes for i min optik direkte uforsvarlige arbejdsforhold. Det er vigtigt at være opmærksom på at flere regler overtrædes, hvis Sundhedsstyrelsens retningslinjer ikke overholdes.

HK Privat har i flere uger advaret om, at brugen af værnemidler og andre tiltag, der skal sikre mod Corona smitte på landets tandklinikker, i mange tilfælde er langt fra at leve op til sundhedsmyndighedernes krav. Vi taler dagligt med medlemmer i Sydjylland, der kan bekræfte dette billede. 

Citater fra medlemmer: ”Der bliver ikke stillet engangskitler eller lignende til rådighed”, ”Vi må ikke skifte arbejdskittel efter hver behandling” eller ”Jeg har efterspurgt, om vi måtte få engangskitler, men det vil de ikke indkøbe”. ”Føler mig utryg og udsat i et arbejdsmiljø, hvor der ikke bliver taget højde for min (og patienternes) sundhed og sikkerhed.”

På to uger er der på landsplan meldt ni tandklinikker til Arbejdstilsynet, heraf en fra Sydjylland, og flere er på vej. 

Alt dette står i skærende kontrast til artiklen i A4 Arbejdsliv, der i sidste uge beskrev, hvordan en række tandlægeklinikker landet over har valgt at indføre gebyrer på mellem 45 og 90 kroner for at dække udgifterne til mundbind, plastikkitler og visirer, som de ansatte skal bære for at opfylde myndighedernes retningslinjer. Ja hos en enkelt landsdækkende tandlægeklinik har man oven i købet valgt at skrue gebyret op til 175 kroner. Hvordan hænger det sammen med de meldinger vi får fra vores medlemmer, der fortæller om mangel og i flere tilfælde genbrug af værnemidler?

Jeg kan ikke pointere nok, at vores medlemmer trygt kan henvende sig til os, hvis de oplever, at deres arbejdsplads ikke lever op til sundhedsstyrelsens retningslinjer. Det er kun HK Privat, der står som anmelder hos Arbejdstilsynet, og den person, der har givet oplysningerne, er naturligvis anonym. 

Kampagnen har indtil nu resulteret i 29 nye medlemmer, og vi fortsætter med at ringe indtil vi har kontaktet samtlige ca. 445 klinikker vi har registreret i vores afdelingsområde. 

OBS Hvis du er medlem af HK Privat, kan du blive en del af vores Facebookgruppe ”klinikassistenterne”