Da jeg vågnede den 1. januar 2020, var der intet, der så meget som antydede, at jeg i dag skulle stå og skrive en sommerhilsen, der var så total anderledes end noget, jeg overhovedet havde skrevet før.

Alt lignede de tidligere år. Paphylstrene fra aftenens fyrværkeriorgie lå tomme tilbage på vores lille vej. Morgenkaffen blev indtaget i selskab med en let hovedpine og avisen, der analyserede dronningens nytårstale fra alle tænkelige vinkler. Der var skihop i fjernsynet, og ingen kunne regne ud, hvad statsministeren ville fokusere på i sin nytårstale samme aften.

Jeg kunne se frem til et forår med overenskomstforhandlinger, og jeg var optimistisk omkring dem. Intet tydede på, at 2020 ville blive et år, der skilte sig nævneværdigt ud. 

I dag, knap et halvt år senere, står jeg her og har for første gang i mit liv oplevet, hvad det vil sige at bo i et land med både fysiske og sociale restriktioner, som de færreste af os havde fantasi til at forestille sig ville være mulige at gennemføre så hurtigt og med så stor opbakning fra befolkningen.

Den digitale læringskurve har været sindssygt stejl, for når vi nu ikke kunne mødes eller være fysisk tilstede på arbejdspladsen, hvad kunne vi så gøre i stedet for? Onlinemøder og hjemmearbejde blev lynhurtigt en del af hverdagen for rigtig mange af os Samtidig satte COVID-19 fornyet fokus på arbejdsmiljøet og nødvendigheden af at bruge værnemidler i de mange jobs, der ikke kan udføres hjemmefra.

Mange er blevet opsagt eller er på lønkompensation. Partiernes sommerpakke, der bl.a forlænger dagpengeperioden med yderligere to måneder, er kun et lille plaster på et åbent benbrud. For de sidste måneder har med al tydelighed vist, at uddannelse og opkvalificering i stigende grad bliver et vilkår, som skal foregå løbende i fremtidens arbejdsliv.

Hvor er det fornuftige i, at ledige ikke kan gå på uddannelse fra dag 1? Hvorfor skal der gå 5 uger inden, de kan begynde på det kursus eller den uddannelse, der kan opdatere deres kompetencer, så de er tidssvarende? Det er jo et grundvilkår for den kommende grønne omstilling af vores samfund, at vi har en arbejdsstyrke, som er i stand til at varetage nye jobfunktioner. For det er jo os arbejdere, der ”videns sten bygget på videns sten” får den grønne omstilling til at ske, når de politiske beslutninger er taget.

Det bliver sikkert en anderledes sommer, end de fleste af os regnede med den 1. januar. Men med den omstillingsparathed, vi har vist indtil nu, er jeg sikker på, at det også i år bliver en sommer med mange fantastiske oplevelser, vi kan tænke tilbage på med glæde. Og den viden, vi allerede har, kan ingen tage fra os.

God sommer.