En melding, der kom mindre end 24 timer efter, at statsministeren og adskillige sundhedseksperter havde fortalt os, at en ny smitsom variant at Corona ikke måtte løbe løbsk, og derfor indførtes nye skærpede restriktioner og en appel til, at alle virksomheder lod flest mulige arbejde hjemmefra.

Min første tanke gik til de mange ansatte på EWII, og i særdeleshed til medlemmerne af HK, der nu skulle stå i den fuldstændig uacceptable situation at blive beordret på arbejde, selvom de dagen før havde hørt sundhedseksperter og statsministeren appellere til det modsatte.

Min næste tanke var, at det måtte være en gimmick fra Lars Bonderup Bjørns (LBB) side, hentet fra tiden, hvor han stod på scenen på Teater Nordkraft? Eller måske var han ved at afprøve en teori fra sin Ph.d. i social usikkerhed? Men nej, det skulle ikke vise sig at være tilfældet, for senere på dagen kom en ny meddelelse fra LBB:

”Planen om, at alle ansatte møder ind på arbejde er udskudt til den 17. januar. På den lange bane holder vi fast i, at de ansatte skal møde ind. Men nu hvor afstandskravet er ændret fra en til to meter, er vi nødt til at ”genberegne” huset,” udtalte administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn til JV.

Jeg håber inderligt, at LBB i denne situation husker sin udtalelse til Børsen i september 2019:
”Det handler om evnen til at se tingene fra modpartens perspektiv. Evnen til at sætte sig ind i, hvad modparten har på spil, fagligt såvel som socialt”.

Og hvor kan han få bedre viden om dette end ved at inkludere vores dygtige tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i de kommende beslutninger?