Uddanner vi for meget til fortiden og for lidt til fremtiden? Sådan spurgte statsminister Mette Frederiksen i Folketingets åbningstale, og hos os i HK Sydjylland er der ingen tvivl om svaret: Ja, det gør vi!

Allerede nu råber de sydjyske virksomheder på specialiseret arbejdskraft i et omfang, som den lokale arbejdsstyrke ikke kan levere. Og udviklingen står jo ikke stille. Det er bydende nødvendigt, at vi får arbejdsstyrken uddannet og opkvalificeret til alle de spændende arbejdsopgaver, der ligger og venter på fremtidens arbejdsmarked.

Det er i høj grad den grønne omstilling, der stiller nye krav til medarbejderne. Især i den sydvestjyske del af Sydjylland ligger mange store industrivirksomheder, som er i fuld gang med at blive mere bæredygtige. Ud for Esbjerg er der en kæmpe energiø på vej, som vil kreere tusindvis af grønne job. Men på uddannelsesområdet er landsdelen slet ikke godt nok dækket ind til at honorere fremtidens krav om specialiseret arbejdskraft.

Derfor vil vi arbejde for, at én af de klima-erhvervsskoler, som regeringen har bebudet, kommer til at ligge i det sydvestlige Jylland. Der er hårdt brug for den allerede, og det er på tide at gå i gang med at uddanne til fremtiden.