Regeringen vil igen igen gerne kigge på lukkeloven og allerhelst fjerne den. Det siger vi som butiksansatte og HK’ere bestemt nej tak til. For der er allerede kun 13,5 dage tilbage om året, der er oaser, hvor vi kan være helt sikre på, at vi ikke skal på arbejde. Resten af årets 351,5 dage kan kunderne handle stort set døgnet rundt og for os står den på lange arbejdsdage med skæve og skiftende arbejdstider.

Samtidig giver den nuværende lukkelov jo allerede mulighed for, at en masse butikker rundt i hele landet med en omsætning under 34,2 millioner kroner må holde åbent også på skæve tidspunkter. Så indkøbsmuligheder og åbningstider er der nok af.

Nu vil regeringen så igen kigge på at fjerne den sidste rest af reelle fridage for butiksansatte. Hvorfor? Fordi der er mange kunder, der har brug for at handle jule-, nytårsaften eller en af de få andre dage, hvor lukkeloven stadig holder fast på vores og vores familiers vegne? Det tror vi ikke på.

Derfor må det med andre ord handle om politik og ideologiske principper på bekostning af os, der er nede på gulvet og ude i butikkerne. Selvfølgelig har vi ferier og frihed efter lange arbejdsdage, men hvad kan vi bruge det til, hvis de falder på tidspunkter, hvor vores familier er afsted i skole eller på job?

Vi er faktisk glade for vores fag og vores jobs i detailhandlen, når det gælder mødet med kunderne og arbejdet med varer og butikker. Vi er derfor kede af, at det endnu engang er nødvendigt at tage debatten om lukkeloven og en forringelse af rammerne for vores fag. Det gør det heller ikke nemmere for vores arbejdsgivere at rekruttere nye fagfolk til branchen.

Når man kigger på ydertidspunkterne i de butikker, der har meget lange åbningstider, så er der ikke mange kunder i butikkerne. Det ser heldigvis ud til, at der heller ikke er så mange kunder i den politiske butik, der køber ind på regeringens forslag omkring lukkeloven.

Så måske skal du bare lade lukkeloven ligge, Løkke?