Hyacint på vej op ad jorden

 

Mit nytårsønske skal være, at 2021 bliver året, hvor håbet igen får lov at spire.

 

Når jeg ser tilbage på 2020, var det et år, hvor forårets og håbets grønne farve hurtigt tonede over i blåt i takt med, at Corona-pandemien bredte sig og sendte mange HK’ere hjem til køkken- eller spisebordet for at arbejde, mens der i butikker og lagre blev kæmpet en brav kamp for at kunne betjene kunderne på sikker vis. Jeg synes, det er imponerende, hvor godt udfordringerne alle steder er blevet mødt og tacklet.

 

Skal man se på det positive, der er kommet ud af Corona-pandemien, er det, at vi er blevet rigtigt gode til at bruge digitale værktøjer. Også i HK, hvor mange fysiske møder er blevet erstattet af digitale møder på computeren. Jeg håber, at vi til foråret igen vil kunne mødes fysisk til medlems-arrangementer, kurser med mere. Vi er dog forberedte på, at det kan blive nødvendigt at afvikle generalforsamlingerne i de forskellige sektorer i HK MidtVest som virtuelle møder.

 

Foruden Corona har begrebet #MeToo fyldt meget i 2020. I HK vil vi i 2021 arbejde for at få ændret en række ting i lovgivningen: Indirekte objektivt arbejdsgiveransvar, højere godtgørelsesniveauer i sager om seksuel chikane og, at det skal være obligatorisk for virksomheder at have retningslinjer for håndtering af seksuel chikane skrevet ind personalepolitikkerne. Desuden skal den, der er blevet krænket, bibeholde retten til at fortælle sin egen historie. Det vil sige, at man i forlig udelukkende anvender anonymitets-klausuler fremfor fortrolighedsklausuler.

 

I HK arbejder vi også hårdt på, at udhulingen af dagpengene stopper, og der i stedet bliver sat et dagpengeløft på den politiske dagsorden. Et dagpengeløft, som giver de ledige en stigning, der modsvarer løn- og prisudviklingen. Vi følger også debatten om pensionsalderen tæt. Vores holdning er, at automatikken med bare at hæve pensionsalderen må stoppe. Vi skal ikke kun tale om, hvordan man kan forlade arbejdsmarkedet, men også om, hvad der skal til for, at man bliver. I den forbindelse er det vigtigt, at arbejdsmiljøindsatsen og Arbejdstilsynet bliver styrket kraftigt, så vi får en massiv forebyggende indsats.

 

I 2020 så en bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø dagens lys. Bekendtgørelsen tydeliggør, hvilke regler der gælder for forebyggelse af problemer i det psykiske arbejdsmiljø, og den er et vigtigt skridt i retningen af at sikre ligestilling mellem det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

 

I den nye hovedorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), skal der inden udgangen af 2020 være etableret lokale sektioner. I vores område er der blevet dannet fire sektioner, og der bliver arbejdet på at skabe kommunale udvalg i alle ni midt- og vestjyske kommuner. Vi ser i HK MidtVest frem til at få plads i udvalgene og glæder os til samarbejdet.

 

Godt nytår!

Artiklen er opdateret 14. december 2020

DIN STEMME BLIVER HØRT

Vi er med til at påvirke den politiske dagsorden – og husk det er din sag, vi taler. Vi har tæt kontakt med politikere både lokalt og på landsplan. Hvad end det handler om uddannelsesmuligheder eller pensionsalder, om børnepasning eller offentlig transport, så sikrer vi, at politikerne får viden om, hvordan vores medlemmer bliver påvirket af konkrete politiske forslag. Vi arbejder hver dag for at give dig de bedste muligheder i dit arbejdsliv.