Mand med klodser, der danner ordet team

Forhandlingerne forventes at munde ud i en ny flerårsaftale for politi og anklagemyndighed, som gælder fra årsskiftet. Som formand for HK Stat MidtVest er det mit håb, at man vil se på, hvordan der kan ansættes ikke kun flere betjente men også mere administrativt personale.

De senere år har budt på mange kritiske historier om manglende politi, langsom efterforskning og lange ventetider på straffesager. Politikere fra alle sider af Folketingssalen har derfor stået i kø for at kræve flere betjente. Men for mig at se er det spild af penge at ansætte betjente til at tage telefoner, passe 114 og lave administrativt arbejde.

Der er i høj grad behov for flere HK’ere, da sagsbehandlerne og de administrative funktioner mange steder er presset helt i bund. Og det er vigtigt at huske, at flere betjente giver endnu flere sager og flere administrative opgaver.

Politiforliget er første gang, at Regeringens nærhedsreform skal indgå i en konkret aftale. Derfor nytter det ikke, hvis Folketinget binder alle pengene i én faggruppe og dermed fratager vores lokale kredse og politidirektører muligheden for at lede og prioritere indsatsen.

Både dommere og anklagere (FOAN) har offentligt krævet mere administrativ hjælp. Og det er jo på ingen måde hensigtsmæssig brug af de offentlige ressourcer, når de løser administrative opgaver, som vores medlemmer er uddannet til og specialister i at løse.

Vi er nødt til at have nogle nye mål for forkortede sagsbehandlingstider – og en plan for at nedbringe dem. Og den plan er det administrative personale helt afgørende for.

Kære politikere: Det er muligt, at I tror, at der kun er stemmer i uniformer – men vi tror nu godt, at danskerne kan gennemskue, at der skal flere faggrupper til at løse de omfattende problemer i politiet og i hele straffesagskæden. 

DIN STEMME BLIVER HØRT

Vi er med til at påvirke den politiske dagsorden – og husk det er din sag, vi taler. Vi har tæt kontakt med politikere både lokalt og på landsplan. Hvad end det handler om uddannelsesmuligheder eller pensionsalder, om børnepasning eller offentlig transport, så sikrer vi, at politikerne får viden om, hvordan vores medlemmer bliver påvirket af konkrete politiske forslag. Vi arbejder hver dag for at give dig de bedste muligheder i dit arbejdsliv.