Som formand for HK Stat MidtVest har jeg flere gange på det sidste hørt repræsentanter fra det private arbejdsmarked påstå, at de offentligt ansatte under Corona-krisen er sendt hjem på ferie med løn og, at det er urimeligt, at de ikke skal betale til krisen.
Det gør mig vred på vegne af de statsansatte, som jeg repræsenterer.
For det første, fordi vi efterhånden har hørt påstanden så mange gange, at det nærmest er blevet legitimt at udskamme medarbejderne i en hel sektor og underkende værdien af det kæmpe arbejde, de gør – også under Corona-krisen. For det andet, fordi det er noget vrøvl.
De offentligt ansatte er ikke sendt hjem på ferie med løn. De er blevet bedt om at løse deres
arbejde hjemmefra. Og mange statsansatte oplever endda, at arbejdsmængden er steget kraftigt samtidig med, at samarbejdsformer med borgere eller kolleger og de fysiske rammer for opgaveløsningen er ændret markant.
De medlemmer, jeg repræsenterer, er blandt andet ansat hos skattevæsenet, på uddannelsesinstitutioner, i Forsvaret og hos de mange statslige styrelser i det midt- og vestjyske.
Man behøver ikke gruble ret længe for at forestille sig, hvordan Corona-krisen har påvirket opgaverne på disse arbejdspladser. Og det tærer på medarbejderne. Jeg tror efterhånden, at ingen kan sige sig fri for at mærke konsekvenser af Corona-situationen, om det så er psykisk, fysisk, økonomisk eller det hele på én gang.
I den private sektor er mange truet på deres levebrød. Ledigheden stiger, og mange virksomheder må dreje nøglen om. En frygtelig situation, som påvirker tusinder af mennesker.
Men vejen gennem Corona-krisen må ikke blive en kamp mellem det private og det offentlige eller en konkurrence om, hvem det er mest synd for. Det er nemlig Corona, der er fjenden – ikke de offentligt ansatte.
Lad os udvide samfundssinds-begrebet til også at udvise forståelse for, at vi alle både bidrager og betaler prisen for Corona-krisen. Uanset, hvilken sektor vi er ansat i.
