Byrådet i Aarhus har i den forgangne uge besluttet, at det fremover kun er ikke-jobparate kontanthjælpsmodtagere, der skal sendes i virksomhedspraktik i den aarhusianske detailhandel.

 

Det er sket, efter HK Østjylland gennem flere år har kritiseret kommunen for at sende så mange ledige i virksomhedspraktik i detailhandlen, at det er blevet næsten umuligt for ledige butiksassistenter at få et ordinært job.

 

Virksomhedspraktik i detailhandlen bliver benyttet af kommuner i hele landet – også i det midt- og vestjyske – og derfor vil HK nu arbejde for at få flere kommuner til at følge eksemplet fra Aarhus.

 

Mand ved indgangsområde til supermarked.

 

I det midt- og vestjyske er Holstebro Kommune på rette spor. Tirsdag 18. december 2018 skal byrådet behandle en ny beskæftigelsesplan for 2019-21, og her er der lagt op til stramninger. Fremover skal de ledige kun i praktik, hvis der venter et reelt job i den anden ende. 

 

I oplægget til planen hedder det ”Uanset konjunkturer skal beskæftigelsesindsatsen sikre det gode match mellem ledige og virksomhederne. Det kræver, at indsatserne sættes i gang tidligt på virksomhederne med henblik på ordinære timer”. Altså skal virksomhedspraktikken føre til job, og skal en virksomhed have ledige i praktik, skal de ikke tages ind i højsæsonen som eksempelvis julen. Opkvalificeringen skal ske tidligere.

 

Det, synes vi i HK MidtVest, er et skridt i den rigtige retning. Tal fra det Regionale Arbejdsmarkedsråd, RAR Vestjylland, viser nemlig, at det kun er i gennemsnit 18 procent af de personer, der har været i virksomhedspraktik, der er i ordinær beskæftigelse et år efter praktikken. Det er uanset, om der er tale om virksomhedspraktik i en offentlig (18,1 procent) eller privat (18 procent) virksomhed.

 

Som formand for HK Handel MidtVest synes jeg, at man bør kigge langt mere på, hvor det giver mening at sende de ledige i virksomhedspraktik. 

 

Når jeg taler med ledige i virksomhedspraktik, siger de tit, at der ikke er mulighed for efterfølgende ansættelse. Der skal være mulighed for at få job. Ellers er det bare gratis arbejdskraft. Og det dur ikke, at vi uddanner butiksassistenter til deltidsjob eller i værste fald arbejdsløshed, fordi der bliver sendt så mange ledige i virksomhedspraktik i detailhandlen.

 

Jeg håber derfor, at flere kommuner vil følge eksemplerne fra Aarhus og Holstebro og stoppe misbruget af ledige som gratis arbejdskraft.
Artiklen er opdateret 17. december 2018

DU FÅR HJÆLP TIL AT FINDE OG SØGE JOB

Du kan få personlig sparring på din ansøgning og dit cv af vores specialister på området. Du skal bare sende dine dokumenter til os, så vil du blive kontaktet af en vejleder hurtigst muligt.
Er du på udkig efter nyt job? Så tilmeld dig HK Jobbørs – uanset om du er i job eller ledig. Her hjælper vi hver dag arbejdsgivere over hele landet med at finde de helt rigtige HK’ere til spændende stillinger. Tilmeld dig nu, så du kan komme i betragtning, når der kommer nye jobs, der matcher dine kompetencer.