Kvinde foran computer med kreditkort i hånden.

Butikkerne har det hårdt. Ikke dem, der fortsat må holde åbent, men de mange mindre butikker, der har fået forlænget deres nedlukning foreløbig til 28. februar.

I bestyrelsen for HK Handel MidtVest glæder vi os over, at der bliver taget forskellige initiativer til at hjælpe de pressede butikker – som eksempelvis Kvickly-butikkerne, der har valgt at donere deres overskud af nonfood til Corona-klemte butikker.

Det er også blevet muligt, at pakker og varer, der er forudbestilt ved fjernsalg, altså pr. telefon, mail, webshops eller online, kan afhentes i de udvalgsvarebutikker, der ellers uanset størrelse skal holde lukket. Og siden 8. februar har der været mulighed for, at forudbestilte varer kan betales udenfor eller i butiksdøren.

Måske du ikke behøver at svinge dankortet i en udenlandsk netbutik?

Du kan overveje, om den sidste portion af de frigivne feriepenge, som er på vej ud til os danskere for at give et boost til vores trængte detailhandel, skal være medvirkende til, at udenlandske webshops vinder frem?

De store udenlandske onlinebutikker bidrager ikke til finansieringen af sygehuse, plejehjem, skoler med mere i Danmark. Og måske er der ikke overenskomst ordnede forhold for de ansatte.

Restriktionerne for detailhandlen kan betyde, at der ikke kun bliver længere mellem kunderne, men også mellem medarbejderne i butikkerne. Det er ekstra kritisk i en tid, hvor dansk økonomi er udfordret, og hvor mange danskere har mistet jobbet som følge af Corona-krisen.

Vi har de seneste år set flere og flere tomme lokaler i bybilledet. Hvis du ønsker butikker i dit lokalområde, er det vigtigt, at du også støtter dem i denne svære tid.

Tænk, før du handler. Og så håber vi snart, der kommer en afklaring på, hvordan og hvornår butikkerne må åbne igen. Vi skal lære at leve med Coronaen. Den forsvinder ikke i morgen. 

Artiklen er opdateret 16. februar 2021

DIN STEMME BLIVER HØRT

Vi er med til at påvirke den politiske dagsorden – og husk det er din sag, vi taler. Vi har tæt kontakt med politikere både lokalt og på landsplan. Hvad end det handler om uddannelsesmuligheder eller pensionsalder, om børnepasning eller offentlig transport, så sikrer vi, at politikerne får viden om, hvordan vores medlemmer bliver påvirket af konkrete politiske forslag. Vi arbejder hver dag for at give dig de bedste muligheder i dit arbejdsliv.