Med de brede lockout-varsler på hele det offentlige område har arbejdsgiverne sat kursen mod en storkonflikt. Dermed kommer forhandlingerne om en rimelig overenskomst for de offentlig ansatte til at gå meget mere ud over borgerne, end den begrænsede strejke, som fagforeningerne først varslede. 

Lønmodtagerne har, siden før overenskomstforhandlingerne gik i gang, arbejdet for en konstruktiv forhandlingsløsning, men arbejdsgiverne har ikke villet være med. De har forlangt forringelser af reallønnen, men det er ikke rimeligt, når de offentligt ansatte allerede er bagud i forhold til det private arbejdsmarked. 

Ved overenskomstforhandlingerne i 2011, 2013 og 2015 har vi holdt igen og accepteret kriseoverenskomster, selv om vi samtidig har oplevet besparelser og stigende arbejdspres. Nu er den økonomiske krise ovre, og de offentligt ansatte fortjener at få del i opsvinget på lige fod med resten af Danmark. Heldigvis mærker vi opbakning til vores krav. Borgere og virksomheder anerkender vores indsats og den opgave, vi løser for samfundet. Det synes vi, arbejdsgiverne bør lytte til.

Gennem efterhånden mange år er der blevet skåret og effektiviseret i den offentlige sektor i en grad, så vi nærmer os bristepunktet. Overenskomstforhandlingen i år er kun det seneste forsøg ud af mange på at presse de offentligt ansatte, som løber stærkere og stærkere. Den politik er farlig for velfærdsstaten, og hvis presset fortsætter, vil det gå ud over alle danskere og ikke kun de ansatte.

Desværre ser det ikke ud til, at arbejdsgiverne føler nogen forpligtelse til at få den danske model til at fungere, ved at lade arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til en løsning. I stedet har de offentlige forhandlere skiftet kasket og leger nu politik med arbejdsmarkedet. Derfor har fagbevægelsen stillet sig skulder ved skulder på tværs af faggrænser i forsvar for den danske model. Det er en model, som har vist sin bæredygtighed i over 100 år, og som har skabt gode resultater for både arbejdstager, arbejdsgiver og samfundet som helhed. 

Jeg håber fortsat, at parterne finder fælles grund ved forhandlingsbordet i Forligsinstitutionen. En løsning for alle er langt at foretrække frem for en konflikt.