EUX er en erhvervsuddannelse (forkortet EUD) som fx speditør eller elektriker, men med indbyggede gymnasiale fag, som man kender dem fra gymnasiet (forkortet STX). Det er en fantastisk uddannelse, som holder alle døre åbne: På samme tid får man et svendebrev og en studenterhue, så vejen er både åben til at gå direkte i faglært arbejde og til at læse videre, hvis man på et tidspunkt føler for det.

Mor og far kender ikke EUX
Men selv om EUX-uddannelsen har eksisteret siden 2010, er den slet ikke lige så kendt som eksempelvis gymnasiet. Da Undervisningsministeriet spurgte rundt blandt 12-17-årige og deres forældre i 2017, var det mindre end halvdelen, som kendte til uddannelsen.

Til gengæld kendte næsten 9 af 10 forældre til indholdet i en klassisk studentereksamen. Og hvis mor og far nu har fået indtryk af, at kun gymnasiet er den sikre vej og samtidig holder de fremtidige uddannelsesmuligheder åbne; ja, så er der ikke noget at sige til, at det er mere trygt for forældrene at anbefale deres børn at gå efter en studentereksamen.

Mindre skoletræt
Det er nu synd, for det er rigtig gode og positive erfaringer, vi hører fra nogle af de unge mennesker, som har fundet frem til EUX’en. En af dem er 17-årige Elliott Pawsey: I stedet for at følge kammeraterne ind i gymnasiet, kombinerer han i dag den praktiske uddannelse til industritekniker med de mere boglige fag. Og den afveksling mellem undervisning og praktikforløb er rigtig god for motivationen:

”Når jeg taler med mine venner på gymnasiet, så fortæller mange af dem, at de allerede er blevet skoletrætte. Det kender jeg slet ikke til, der hvor jeg er,” kunne Elliott fortælle avisen.dk

Godt nyt for virksomheder
Heldigvis stiger optagelsestallene på EUX’en år for år. Mens der i 2015 kun var godt 2.500 nystartede EUX-elever, tog over 4.100 unge mennesker fat på uddannelsen i år.

Det er selvfølgelig ikke noget nær de 48.000 nye gymnasieelever i 2018, men det er en god udvikling. Også for de arbejdspladser, der i fremtiden kan nyde godt af de dygtige og motiverede medarbejdere med både praktisk og bolig viden.

For eksempel er det værd at notere sig for de mange virksomheder, at de merkantile EUX-uddannelser nærmest har fået kælenavnet ”EUX Business”. Her kommer der til at blive uddannet mange dygtige kontormedarbejdere, som med kombinationen af erhvervsuddannelse og gymnasiefag vil kunne løse rigtig mange funktioner, hvor man i dag måske ville ansætte en akademisk uddannet.