Jeg tror, at vi alle kan forfalde til at romantisere over, at dengang vi var unge, der var alt meget bedre. Politikerne var ærlige, øllene var billigere, vi talte med hinanden i stedet for at sidde med snuden i mobilen. Og så var vi naturligvis mere arbejdsomme, mindre syge og kunne tage en joke. Også de mere grovkornede af slagsen. Men er det nu også helt rigtigt?

”Vi kæmper i den grad med mobning og hård tone hos os!” Sådan sagde en arbejdsmiljørepræsentant fra en håndværkervirksomhed for nylig til en af mine kolleger ved en konference. Flere ved bordet, hvor emnet var oppe, stod med samme problematik. ”Meeen” blev det også indskudt ” … synes I ikke også, at de unge, der kommer ud, er blevet mere nærtagende og sarte?!” ”Jo, helt klart” lød det nærmest i kor rundt om bordet.

Jeg tror bestemt ikke, at ordene blev sagt i ond vilje, men jeg studser alligevel over dem. For er vores unge kolleger nu også det? Mere nærtagende og sarte? Bliver de nemmere krænket?

HVEM VED … det kan også være, at de bare er bedre til at sætte grænser og sige fra, end vi andre var. Så, hvor vi bøjede hovedet eller grinte med, for ikke at blive den næste, der fik et øgenavn smidt efter sig, så kunne det jo ske, at de unge i dag ikke bare accepterer det?

I virkeligheden mener jeg, at det er sagen uvedkommende, om de er mere eller mindre det ene eller andet.

For uanset, om de er mere eller mindre sarte, synes lumre vittigheder er sjove eller ej, eller om de gider finde sig i øgenavne og hakkeordener, så fortjener de – ligesom alle andre kolleger - at blive behandlet med respekt. Grænser er forskellige uanset, hvilken alder man har.

Emnet om grænser er særligt aktuelt denne uge, hvor TV2 netop sætter fokus på hård tone og i den forbindelse konflikthåndtering. De har blandt andet kunne fortælle om unge butiksansatte i Lagkagehuset, der har fået smidt brød gennem ruden og skældsord efter sig, fordi kunderne er utilfredse med et bestemt rugbrød. Smag lige på den. Et rugbrød!

Kanalen ser på arbejdspladser, hvor man som menig medarbejder skal opleve hårde ord, trusler om vold, forfølgelse og chikane fra kunder, patienter, klienter osv. Og nogle grupper er naturligvis mere udsatte end andre. Hos mine medlemmer er det fx callcenter-medarbejdere, tandklinikassistenter og lægesekretærer, der oplever grænseoverskridende behandling og konflikter.

Jeg er sikker på, at man på nyhedskanalen nok skal komme godt rundt om emnet, og her kommer min opfordring derfor: Vi kan ikke altid forandre, hvordan kunder, patienter og klienter møder os og vores unge kolleger. Men vi kan dælme sørge for, at måden vi behandler hinanden som kolleger på ikke bliver endnu et lag af hårde ord. For, hvis der er noget vi ved, så er det, at når en ung kollega går ned med stress eller oplever chikane eller mobning, så er der en overhængende risiko for, at de ikke bare lægger sig med en sygemelding. Vi risikerer simpelthen, at de helt opgiver et fag og en branche, som de ellers har uddannet sig og glædet sig til at være en del af!

Så lad os bare fortælle hinanden, at politikerne engang var mere ærlige, og at øllene kostede lidt mindre. Men lad os samtidig holde op med at forsikre hinanden om, at unge mennesker i dag er gjort af et ringere stof. Det løser nemlig lige præcis ingenting. Og det gør rugbrød gennem ruder altså heller ikke.