Det er ikke tilladt at diskriminere gravide på arbejdsmarkedet. Heller ikke deres partnere, når de gerne vil på barsel.

Det er åbenbart vigtigt at slå fast her på Kvindernes Internationale Kampdag. For selv om ligebehandlingsloven havde 40 årsjubilæum sidste år og fra begyndelsen har lagt særlig vægt på graviditet, er der hvert eneste år lønmodtagere, som bliver fyret, frosset ude eller fravalgt til job, fordi de skal have eller har fået børn. Langt de fleste er selvfølgelig kvinder. Men også mænd oplever at blive ramt, når de gerne vil på barsel.

I første omgang er det nemt bare at undre sig over, at arbejdsgiverne ikke ved bedre: Det gælder for eksempel lægen, der direkte skriver til en jobansøger for at høre, om hun har planer om at blive gravid i den nærmeste fremtid. Og så kan vi som fagforening meget nemt hjælpe vores medlemmer med at bevise, at de er blevet diskrimineret, uden de store sværdslag.

Men for dælen, hvor bliver det ubehageligt, når vi når til alle de sager med arbejdsgivere, der tydeligvis godt kender reglerne. Og som ved, at det ikke er tilladt at fyre en medarbejder for at blive gravid eller ville på barsel. For så skal de jo finde en dækhistorie, og den handler alt for ofte om at rakke medarbejderen ned.

Fik at vide, hun havde ”røvrendt” firmaet
Tag bare mediegrafikeren, der blev fyret fem dage efter afslutningen af hendes barselsorlov. Hun havde følt sig frosset ud på arbejdspladsen, siden hun første gang måtte melde sig syg på grund af graviditeten. Hun fik endda at vide af en kollega, at hun havde ”røvrendt” firmaet. Hendes mail blev lukket ned flere gange under hendes orlov, og hun blev også snydt for firmaets medarbejderjulegave. Og til sidst blev hun altså fyret.

Men der stod selvfølgelig ikke i opsigelsen, at de var trætte af, at hun var blevet gravid. I stedet var hun pludselig for langsom og dårlig til sit arbejde. Det havde de godt nok ikke sagt noget om, mens hun var ansat. Men nu var det pludselig en fyringsgrund – lige ud af det blå.

Og hun er lagt fra alene. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen, at vores medlemmer ikke bare står tilbage med en fyreseddel. De skal også lige have en sviner med. Heldigvis fik vores mediegrafiker 225.000 kroner i erstatning.

Større erstatninger?
Og det er ikke svært at finde tilsvarende sager. I HK’s juridiske afdeling har vi over 600 sager i arkiverne fra de sidste par årtier, men det er kun toppen af isbjerget. Rigtig mange sager bliver hvert eneste år afgjort ude i de lokale afdelinger. Eller også indgår arbejdsgiverne forlig, fordi de godt kan se, at de gjort i nælderne. Sagerne kommer kun ind til vores jurister, hvis de er særligt komplicerede.

Og det er da også sigende i sig selv: Der er sjældent brug for at få vores jurister ind over, for der er meget sjældent noget at være i tvivl over. Derfor er vi også snart nødt til at spørge os selv, hvorfor der alligevel stadig er arbejdsgivere, som forsøger at slippe af med deres medarbejdere, når de får børn? Og hvis udsigten til at skulle betale 6-9 måneders løn i erstatning ikke er afskrækkende nok, bør vi så ikke overveje, om det beløb skal endnu højere op?