Følgende er et uddrag af min kronik, der blev bragt i Jyllands-Posten den 1. maj 2021. Kronikken kan stadig læses online på linket her (bag betalingsmur).

Der er tydeligvis
masser af kampgejst i den unge generation. De har drevet klimadagsordenen helt op i toppen af den politiske agenda, og taget et meget tiltrængt opgør med en sexistisk kultur overalt i samfundet. Og hvis ikke de allerede har mærket det på egen krop, vil de meget snart opleve, at de står over for endnu en stor kamp på arbejdsmarkedet. For de kommer ikke til at få et arbejdsliv, der ligner det, vi andre i forældregenerationen har oplevet. Friheden i småjobs og løse ansættelser hist og her kan hurtigt blive en økonomisk spændetrøje, når opgaverne ikke kommer flyvende af sig selv, når der ikke kommer løn under sygdom og pensionsopsparingen er et stort, rungende nul. Det er her, den overenskomstbærende fagforening kan og skal gøre en forskel. Ikke ved at lave benspænd for nye måder at sammensætte sit arbejdsliv på gennem lovgivning, men ved at oversætte de vilkår, der har kendetegnet det danske arbejdsmarked i årtier til denne nye måde at være lønmodtager på. Uanset om du leverer take way om onsdagen og freelancer som mediegrafiker om torsdagen eller har en klassisk fastansættelse under overenskomst, skal du have ret til et sundt og godt arbejdsmiljø, ordnede forhold under sygdom og barsel, sikkerhed for indtjening og opsparing og ikke mindst ret til at organisere dig med andre ligesindede. 

Når jeg holder 1. maj-tale om 10 år, vil jeg kunne kigge tilbage på 20’erne og sige, at dette var årtiet, hvor ungdommen i stor stil tilvalgte den rigtige, overenskomstbærende fagbevægelse. Ikke fordi deres forældre sagde de skulle, eller fordi de følte sig presset til at betale tilbage på den arv, generationerne før dem har overladt dem. Simpelthen fordi faglig organisering bliver en vigtig identitet for de unge, og tilbyder dem et meningsfuldt fællesskab, som de selv er med til at forme.

Selvom HK er en af de mest progressive og moderne fagforeninger i Danmark, har vi nok hovedsageligt taget udgangspunkt i de dagsordener, som mange vil mene er klassiske for fagbevægelsen; ordentlige løn- og arbejdsvilkår, overenskomster, beskæftigelsespolitik, arbejdsmiljø, ligestilling og uddannelser til hele livet. 

Jeg har flere gange mødt spørgsmålet om klimaet overhovedet er en dagsorden for fagbevægelsen. Og jeg føler ikke, at jeg som næstformand i HK har nogen som helst adkomst til at mene noget om PtX-løsninger eller en fortsat oliejagt i Nordsøen. Men det ændrer ikke på, at vores medlemmer ønsker at gøre en forskel for klimaet, og at vi i samlet flok rent faktisk kan løfte en stor del af opgaven. Når vi snakker klima, bliver diskussionen alt for ofte kogt ned til et teknisk spørgsmål om flere ladestandere, større vindmølleparker og bedre isolering. Man glemmer ofte, at det her kun lykkes, hvis vi også tænker i uddannelse, efteruddannelse, tryghed, medarbejderinddragelse osv. Og her har fagbevægelsen en klar rolle at spille. Jeg vil insistere på, at alle lønmodtagere tænkes ind i den grønne omstilling. HK’erne kan styre grønne processer og indkøb, digitalisere og effektivisere administrative opgaver og være grønne forandringsagenter på deres arbejdspladser. Oveni det er jeg helt overbevist om, at vi om ganske få år vil opleve stor efterspørgsel på arbejdskraft, der i alle led af produktion af varer og velfærdsydelser mestrer at indtænke og handle på den grønne omstilling. Der er altså nye, spændende job til fremtidens HK’ere, og derfor skal vi som faglig organisation også have en holdning til emnet.

Men hvad er det så for en fagbevægelse, der skal formes for og med de kommende generationer? I min optik, er det en fagbevægelse, som ikke bygges på en brændende platform, men på et brændende ønske for fremtiden. Som professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen så rammende har beskrevet det, har politik – og herunder også fagbevægelsen som politisk aktør – det med at blive bygget op omkring dystopien. Vi handler for at undgå fejltagelser og for at rette op på kriser. ”Der er noget galt herovre. Det er for dårligt, og vi kræver et indgreb” synes at være tilgangen. Reaktivt og defensivt. I stedet burde utopien være rettesnor for politisk udvikling. Vi bør handle ud fra visioner for fremtiden og med modet til at fejle. ”Det ville være fantastisk hvis vi kunne opnå det her” burde tilgangen måske snarere være. Proaktivt og offensivt.

Et meget aktuelt eksempel er sikkerhedsnettet på arbejdsmarkedet. Her er vi inde på en af hjørnestenene i den danske model, som desværre bliver taget for givet af alt for mange danskere. Under coronakrisen har vi i den grad for testet styrken og størrelsen af sikkerhedsnettet. Titusindvis af kollegaer er endt i uforskyldt arbejdsløshed, og de unge nyuddannede har haft store problemer med overhovedet at få en fod ind på arbejdsmarkedet. Det er de dystopiske billeder, vi det seneste år har reageret på med politiske indgreb. Dagpengeperioden er løbende blevet forlænget med brædder, så ingen arbejdsløse har brugt uger eller måneder af deres 2-årige dagpengeperiode i krisetiden, og der er blevet givet flere muligheder for uddannelse for ledige og færre krav i beskæftigelsessystemet. Alt sammen meget fint – i en krisetid. Det er ikke en måde at bygge et velfungerende arbejdsmarked på længere sigt. Der skal vi, ikke mindst politikerne, have modet til at sætte ord på, hvad visionen for det gode arbejdsmarked og beskæftigelsessystem er om ti eller tyve år. 

Lad os formulere en målsætning om at sætte den enkelte i centrum af indsatsen for at få et job – ikke systemet. Den enkelte jobsøgende, og en fagligt skarp medarbejder i a-kassen eller jobcentret ved meget bedre, hvilken indsats der konkret skal til for at finde beskæftigelse, end hvilket som helst skema eller lovgivning gør. Jeg hører historier om HK-medlemmer, der står med job på hånden, hvis de bare lige kan få et kompetenceløft af kort varighed, men hvor de får afslag, fordi de allerede er registreret i systemet som tilstrækkeligt uddannet. Her må og skal medarbejderne i a-kasser og jobcentre sættes fri til at træffe de bedste beslutninger, og ikke bare dem, der passer ind i systemets rammer. Det er helt det samme problem med unge nyuddannede, som i systemets tænkning ikke har brug for mere uddannelse, lige efter de har afsluttet en formel uddannelse. Men sådan er virkeligheden nu engang bare ikke. Så giv os da lov til at handle ud fra virkeligheden i stedet for teorien.