På det danske arbejdsmarked er flexicurity-modellen herskende. Det betyder, at medarbejderne tør tage risici i deres arbejdsliv. De behøver nemlig ikke risikere deres økonomi, for deres medlemskab af en a-kasse giver dem økonomisk sikkerhed ved arbejdsløshed.

Hvorfor sætte denne fleksibilitet over styr ved at fordoble karensperioden ved selv at sige sit job op?

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil i et nyt regeringsudspil straffe lønmodtagere, der selv siger op, så de først kan modtage dagpenge efter seks uger mod i dag tre uger.

Men der kan være mange, særdeles gode grunde til at sige et job op, og det skal lønmodtagerne ikke straffes (yderligere) for. Tre uger er rigeligt!

Grundlaget for et fleksibelt arbejdsmarked er lig med økonomisk sikkerhed. Fleksibiliteten går begge veje; arbejdsgiverne er glade for de korte opsigelsesvarsler, når de skal tilpasse antallet af ansatte i forhold til opgangs- og nedgangstider i virksomhederne. Samtidig har de ansatte modet til at tage chancer, dygtiggøre sig løbende og skifte job, når der er brug for det. Alt sammen fordi vi har et sikkerhedsnet under os, hvor fleksibiliteten er med til at få folk hurtigt tilbage i job.

Et fleksibelt arbejdsmarked koster! I Danmark har vi et højt produktivitetsniveau, en fleksibel arbejdsstyrke og et meget lavt ledighedstal. Langt de fleste kommer hurtigt tilbage i job, når de oplever ledighed. Men der har også været meget stort pres på dagpengemodtagerne gennem mange år. Den ene forringelse har afløst den anden, blandt andet er dagpengeperioden halveret til to år.

Genoptjeningsperioden er samtidig fordoblet, således at den enkelte skal arbejde længere tid for at få ret til dagpenge.

Alt dette fandt sted, men lønmodtagerne betaler stadig det samme for et ”ringere produkt”.

 

Forlænget karensperiode øger presset på den enkelte

Med forringelserne kommer usikkerheden for fremtiden. De ansatte bliver utrygge ved udsigten til at miste deres job, for hvordan skal de klare sig økonomisk uden et sikkerhedsnet. Nogle tegner lønforsikringer for at supplere deres økonomi ved overgang til ledighed.  MEN regeringens planer om at fordoble dagpengekarantænen er endnu en forringelse, og på det hjælper ingen lønforsikring. Det er simpelthen ikke retfærdigt, at politikerne ikke vil respektere de danske lønmodtagere og tro på, at langt de fleste faktisk gerne vil arbejde. De vil gerne søge over i de job, hvor der er brug for dem, og hvor de har lyst til at arbejde. Det skal de have lov til uden yderligere økonomisk straf.

Jeg vil påstå, at en forlænget karensperiode på længere sigt vil ramme Danmark på pengepungen. Hvis ansatte tvinges til at blive et sted, de ikke trives, kan det medføre en stigning i sygefravær grundet mistrivsel. Det lægger et urimeligt pres på den enkelte, hvis økonomi ikke kan klare en forlængelse af karensperioden.

Det bliver ofte ”glemt” i debatten, at lønmodtagerne selv betaler en stor del af deres forsikring mod ledighed.

Lønmodtagerne betaler til arbejdsløshedsforsikring i en a-kasse, og betaler arbejdsmarkedsbidrag over skatten. Mon Troels Lund Poulsen og regeringen vil sætte disse betalinger ned, i takt med, at ordningen forringes og lønmodtagerne nok engang skal straffes? Nok næppe.