Lige nu fylder musik, sommer, sol, festivals, tømmermænd og kærester nok det meste for dig, hvis du er ung og skal i gang med en uddannelse efter sommerferien.

Der er længe til, synes du nok. Og en sommer KAN være dejligt lang, men pludselig banker august og september og dermed skoledagene igen på døren. Og fik du så valgt ”det rigtige”? Det er kun dig selv, der kan svare på det. Hverken mor, far, vejledere eller lærere ved det bedre end dig selv, hvis du efter et stykke tid ikke føler dig på den rigtige hylde. Og er hylden den forkerte, er det bedre at skifte til en anden i tide.

Det er ofte først bagefter, vi kan se, hvorfor vi valgte, som vi gjorde. Ofte vil din livshistorie og tidlige oplevelser af, hvad der er spændende, blive bestemmende for dit valg. Det er vigtigt, at du tager din egne følelser og oplevelser alvorligt i forhold til uddannelse og holder fast: Du er den bedste ekspert i forhold til din egen karriere.

 

Hvorfor vælger min datter, som hun gør?

 

Tag for eksempel min datter på 20 år. Hun uddanner sig nu til bachelor i fødevarer og ernæring med specialet fødevareingeniør, hvor en del af studiet inkluderer et kødpraktikforløb -  det har med kød og dyr at gøre - som skal føre til et job med produktudvikling, processtyring og kvalitetsstyring i fødevareproducerende virksomheder. Hvorfor er hun motiveret for det arbejde? Det er faktisk ganske logisk for min datter at vælge den vej, da hun altid har passet dyr sammen med sin far og trivedes med det. Nu kan hun bygge en faglighed oven på det, hun i mange år brændte for, og så går det hele op i en højere enhed.

Derfor får man som forældre heller ikke noget ud af at presse sine børn i en anden retning end den, både hjertet og hjernen vil. Allerhøjest forsinker du dit barn i at følge den karrierevej, som vil gøre ham eller hende mest glad.

I dag er jeg 44 år og formand for en fagforening. Jeg skal læse meget og sætte mig ind i mange komplicerede og papirtunge sager. Hvordan er jeg nået hertil? Jeg træffer tit og ofte mine valg ud fra lyst og troen på, at de kan give mig muligheder på andre tidspunkter. Jeg har aldrig fulgt en lige linje.

 

Jeg læste både sladderblade og skønlitteratur

 

Jeg selv har altid læst meget og haft lyst til at læse om alt – både faglitteratur, skønlitteratur og de kulørte blade med sladderen. Måske opfordrede mine forældre mig til at tage en studentereksamen på grund af min læselyst? Men mit valg blev faktisk en HHX. Her skulle jeg også læse, men der var dengang mulighed for ret hurtigt at blive færdig ved at tage en praktisk elevplads efter et år på HG suppleret med to år på HHX. Så længden på studiet blev dengang afgørende for mig.

Aldrig har jeg fortrudt min beslutning. Jeg fik en elevplads lige efter studentereksamen på en stor produktionsvirksomhed i Brønderslev. Jeg blev ikke valgt, fordi mit gennemsnit var højt, for jeg er og bliver aldrig en god studerende. Min engelsklærer på HHX sagde, at jeg aldrig blev sprogligt god, for jeg talte og skrev ”nisse-engelsk. ” Det har nu ikke holdt mig tilbage, og jeg har haft job, hvor sprog var nødvendigt, men jeg klarer mig og kender mine begrænsninger. Som voksen har jeg også prioriteret mine tre børn og en god balance mellem arbejde og fritid.

 

Bag tilfældighederne var der alligevel en linje

 

Jeg har ofte oplevet det som tilfældigt, hvor jeg havnede rent jobmæssigt. I min verden er interesse og lyst nøgleord, når det handler om karriere. Men ved at kigge bagud kan jeg godt se, at der alligevel har været en linje i mine valg. Jeg yder bedst, når jeg er i samspil med andre, og dermed falder det mig naturligt at udvikle mine kompetencer til opgaven. Jeg har også været heldig at møde mennesker, der troede på mine evner og stolede på, at jeg kunne levere et resultat. Det mest afgørende for mig er hele tiden at afprøve de muligheder, jeg fik præsenteret.

Min største mangel er bevis og papir på, hvad jeg reelt kan. Det har nu aldrig været en hindring for mig, idet min store læselyst har givet mig viden, som jeg kan bruge i hverdagen. Jeg står jævnligt som fagforeningsformand og beretter om vigtigheden ved altid at uddanne sig, og det vil jeg også blive ved med. For jeg er overbevist om, at uddannelse og den tilhørende dannelse er og bliver et godt fundament og en nødvendig ballast at have med sig for at skabe balance i livet.

Og så er vi tilbage ved dig og dit uddannelsesvalg.

Et liv, hvor du tør være tro mod dig selv og dine handlinger, afspejles i dine valg. Der er så mange muligheder i uddannelsessystemet i dag, at de er umulige at gennemskue og have overblik over. Brug derfor både hjerte og hjerne, når du vælger, og sørg for aldrig at gå i stå. Dermed vil dine fremtidige valg på arbejdsmarkedet føre dig hen til det rette sted.