Hensigten er egentlig god nok: flere uddannelsespladser i hele Danmark. Men måden at gøre det på er mere tvivlsom, når regeringen som led i anden bølge af flytning af statslige arbejdspladser vil oprette 10 såkaldte uddannelsesstationer rundt om i provinsen omfattende i alt 500-1000 studiepladser.

Det skal ske ved at bygge videre på en forsøgsordning indført sidste år, hvor erhvervsakademier og professionshøjskoler tilbyder dele af en uddannelse på en såkaldt station i områder, hvor adgangen til videregående uddannelser er begrænset af afstanden fra bopæl til nærmeste udbud, eller et smalt udvalg af uddannelsesmuligheder ikke dækker den lokale efterspørgsel efter arbejdskraft.

Der er ingen tvivl om, at lang transport kan være både en praktisk og mental hindring for uddannelse. Så når Erhvervsakademiet Lillebælt med placering i Odense skal tilbyde dele af uddannelsen til serviceøkonom i Svendborg, bliver det nemmere for uddannelsessøgende fra Langeland og Ærø. Der kan spares en times transport hver vej, men det vil kun komme ret få til gode. Omkring 20 starter på uddannelsen hvert år.

Det er også kun dele af uddannelsen, der kan tages på en uddannelsesstation. Så det er en halv løsning, som rektor på professionshøjskolen Absalon Camilla Wang har udtalt til medierne. Absalon skal ifølge regeringens plan oprette en uddannelsesstation i Kalundborg, hvor halvdelen af den teoretiske del af uddannelsen til bioanalytiker kan foregå. Resten af den teoretiske del skal som nu foregå i Næstved, hvilket måske kan virke bøvlet for en del uddannelsessøgende, når praktikken så skal foregå et helt tredje sted.

Camilla Wang kalder det med rette noget rod geografisk set og havde hellere set, at der blev lagt hele uddannelser der, hvor virksomhederne har behov for arbejdskraft. Og det er lige præcist ikke tilfældet, når dele af bioanalytikeruddannelsen lægges i Kalundborg, selv om det vistnok sker med henvisning til, at Novo Nordisk har en stor fabrik i Kalundborg. For den fabrik ansætter slet ikke bioanalytikere, men laboranter og har heller ikke studerende på bioanalytikeruddannelsen i praktik. De skal i praktik på et hospital, hvilket der ikke er noget af i Kalundborg mere. Hvis man skal i praktik på et sygehus i Slagelse, Næstved eller Roskilde, vil det for de fleste ikke give mening at skulle køre til Kalundborg for at tage noget af uddannelsen.

Halve løsninger rummer også en udfordring i forhold til at skabe et tiltrækkende studiemiljø. Det er ret uklart, hvor præcist de 10 uddannelsesstationer i de pågældende byer skal placeres – om det bliver på eller i sammenhæng med en anden uddannelsesinstitution.

Erfaringen er, at det kan være svært at udvikle og bevare et studiemiljø, der både fagligt, pædagogisk og socialt er velfungerende, hvis der er tale om få studerende og undervisere. Derfor kan det være svært at tiltrække og fastholde studerende, hvilket også gør det svært at få forretningen til at løbe rundt. Det har været skæbnen for især en række seminarier, heriblandt Skaarup Lærerseminarium, der efter mere end 200 års virke måtte dreje nøglen om for få år siden.

På godt og ondt er mange uddannelser derfor i de senere år blevet samlet på store campusser i de større byer, hvor mange unge også har foretrukket at flytte til. Denne centralisering er på nogle områder måske gået for vidt, især hvis der skal opnås en bedre balance, som politikerne gerne vil. Så må de dog også erkende, at det koster noget.  De senere års besparelser har lukket offentlige institutioner landet rundt, ikke mindst på uddannelsesområdet.

Alle uddannelser er hårdt ramt af omprioriteringsbidraget, der i kombination med faldende elevtal på især erhvervsuddannelserne kan føre til lukning af lokale afdelinger af en del uddannelsesinstitutioner til skade for både uddannelsessøgende og virksomheder med behov for veluddannet arbejdskraft.

Den skæve udvikling rettes ikke op af halve uddannelser tildelt lidt håndører og strøet rundt uden omtanke ligesom mange af de andre flytninger af arbejdspladser i regeringens Bedre balance-plan 2. Uddannelsesstationerne risikerer at blive nogle trinbrætter, som meget få vil benytte, i stedet for det sporskifte, der er nødvendigt for at sætte toget i retning af gode uddannelsesmuligheder til alle.