"They just use your mind

And they never give you credit"

Sådan synger Dolly Parton i titelsangen til filmen 9 to 5 om sekretærliv I 1980’ernes USA. Men de samme linjer kunne næsten lige så godt synges af en HK’er ansat i den danske stat nu om dage. For en statsansat HK’er knokler dag ud og dag ind med hoved og hænder og er måske ikke altid blandt de synlige, men en forudsætning for et velfungerende samfund.

Anerkendelse og belønning kniber det alt for ofte med. Engangsvederlag og sparsomme varige tillæg må HK’erne tage til takke med, mens cheferne bliver forgyldt, selv når de fejler. Alle 6 medlemmer af direktionen i Banedanmark fik udbetalt bonus på over 100.000 kroner for "særlig indsats" i 2016, selvom målet med at udrulle et nyt signalsystem ikke var nået.

Læs på dr.dk: Direktører i Banedanmark fik bonusser trods signalskade og manglende resultater

En leder kan også få fratrædelsesgodtgørelse uden at fratræde. Således fik 2 chefer i Rigspolitiet i 2015 fratrædelsesgodtgørelser for 845.000 kroner svarende til 3 HK'eres løn, selvom de fortsatte i samme job.

Læs også: Chefer i rigspolitiet forgyldt trods millionskandale

Dem, der har meget, skal gives endnu mere – også kaldet Matthæus-effekten – er i alt for høj grad blevet en fast ingrediens i en dårlig arbejdsgiveradfærd, der ikke fremmer motivationen blandt de almindelige medarbejdere i staten. I en presset og turbulent tid yder alle statsansatte en stor indsats og forventer efter års tilbageholdenhed at få del i det opsving, der nu får hjulene til at snurre. Og derfor vi i HK Stat har valgt sloganet OK18 – råd til mere!

Men nej, det er regeringen og innovationsminister Sophie Løhde sandelig ikke enig i. For de offentligt ansatte har en gæld, der først skal betales, påstår ministeren. Hun mener, at de offentligt ansatte ved overenskomstfornyelsen i 2008 fik så store lønstigninger, at de privatansatte er sakket bagud i lønudviklingen. Og at de offentligt ansatte på 3 år har fået 18 milliarder for meget, sagde ministeren til Børsen i december som optakt til overenskomstforhandlingerne.

Og ja, isoleret set var der ganske pæne lønstigninger ved OK08, men det var for at indhente et lønefterslæb for de offentligt ansatte. Og lønudviklingen i det private stoppede brat på grund af finanskrisen og kom også til at påvirke de efterfølgende offentlige overenskomstfornyelser, som gav 7 magre år. De skal efter regeringens mening følges op af endnu nogle magre år. Men den går ikke!

De offentligt ansatte skal ikke spises af med nogle smuler, mens ikke blot aktionærer og direktører scorer kassen, men også de privatansatte har en velfortjent lønfremgang. Et gennemsnit af prognoser fra Det Økonomiske Råd, Økonomi- og Indenrigsministeriet, LO og Nationalbanken forudser lønstigninger i det private på 2,8 procent i år og 3,2 procent i 2019. Et gennemsnit af deres prognoser for inflationen forventer en prisudvikling på 1,7 procent i år og 1,6 procent næste år, hvilket er lidt højere end sidste år.

Hvis de offentligt ansatte fortsat skal holde sig tilbage, går det udover reallønnen, men kan også føre til en skævvridning af det danske arbejdsmarked. Som Jens Rohde ganske tankevækkende skrev i et Facebook-opslag for nylig: "Problemet i fremtiden er ikke for mange offentligt ansatte, men om vi overhovedet kan rekruttere til den offentlige sektor".

Mange private virksomheder kappes med hinanden om at tiltrække dygtige medarbejdere med favorable løntilbud og frister givetvis også en del offentlige ansatte. Sophie Løhde er dog enten døv og blind eller for ideologisk forblændet til at forstå, at der skal gode løn- og arbejdsforhold til for at gøre det attraktivt at være offentligt ansat og dermed sikre en velfungerende offentlig sektor, der kan levere velfærd af høj kvalitet.

Nu må det være slut med en antikveret, arrogant arbejdsgiveradfærd, der set med en statslig HK’ers øjne måske bedst kunne udtrykkes med endnu et par linjer fra Dolly Parton:

"It’s all taking And no giving".