Finansministeriets departementschef Martin Præstegaard er blevet smækfornærmet over, at flere politiske partier har kritiseret Finansministeriets regnemodeller for at være politisk farvet. Det er sandelig ikke tilfældet, lød det heftigt fra Præstegaard midt i sommerheden.

Der er dog ikke brug for den store lup for at se, at Finansministeriets regnemodeller har blå overtoner. I modellerne regnes med positive dynamiske effekter af skattelettelser, mens effekterne af styrket offentlig velfærd ikke medregnes. Det er en klar politisk vægtning og politisk truffet beslutning, selv om departementschefen benægter det og dermed omgår sandheden noget lemfældigt.

Jørgen Rosted, der tidligere har været finansdirektør i Finansministeriet og departementschef i Erhvervsministeriet, har til Information fortalt, at Anders Fogh som skatteminister i 1989 fik presset igennem, at de dynamiske effekter af påtænkte skattelettelser skulle indregnes, hvilket bekræftes i avisen af en daværende chef i Skatteministeriet. Senere gled de dynamiske effekter af skatter ud, men vendte i 2002 tilbage og har siden da været brugt til at måle skatteændringers effekt på arbejdsudbuddet, samtidig med, at det blankt afvises at indregne effekterne af en udbygget offentlig velfærd.

Rosted var i sin tid betænkelig ved at indregne dynamiske effekter af skattelettelser. Amerikanske undersøgelser angav, at 30 procent af en lettelse af marginalskatten sandsynligvis ville være selvfinansierende, men fandt selv belægget for antagelsen tvivlsom. Argumentet, som også bruges i dag om positive effekter ved en skattelettelse, er ret spinkelt.

En lettelse af personskatten kan ikke entydigt kobles med, at så vil mange borgere arbejde mere. Det kan lige så vel føre til, at en del vælger at arbejde mindre, da de for en kortere arbejdstid vil få udbetalt det samme. Mange kvinder især i den offentlige sektor vælger at arbejde mindre end 37 timer for – uanset de ligestillingsmæssige konsekvenser – at få mere tid til familien. En skattelettelse vil ikke få dem til at gå op i tid, snarere tværtimod. Andre kvinder vil gerne have, men kan ikke få fuldtidsjobs; men det problem løses heller ikke af at sænke skatten på arbejde.

En dynamisk effekt på arbejdsudbuddet ved skattelettelser er mere ideologisk præget ønsketænkning end veldokumenteret viden og udtryk for en holdning om, at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Det bliver tillige meget ensidigt, når der ikke samtidigt ses på, om øget offentlig velfærd kan have positive samfundsmæssige effekter. Velfungerende uddannelsesinstitutioner med tilstrækkelige ressourcer er vel med til at sikre den godt kvalificerede arbejdskraft, som vi har brug for i produktionen? Et veludbygget sundhedsvæsen kan vel ligeledes medvirke til at nedbringe sygefravær på arbejdspladserne? En udvidelse af daginstitutionstilbuddene kunne måske også få nogle deltidsansatte til at gå op i tid?

En noget bredere og mere nuanceret brug af regnemodeller er nødvendig, hvis sådanne modeller med stadigvæk en del forbehold indbygget skal kunne bruges meningsfuldt til offentlig debat og politiske beslutninger. Som de bruges i dag, er de alene udtryk for en bestemt, snæver politisk tankegang, der i alt for mange år har fået lov til at husere hånd i hånd med new public management. Og som også op til og under OK18 kom til udtryk ved, at Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen opfattede de offentligt ansatte som en udgift og ikke en ressource.

Den overdrevne fokusering på budgetdisciplin er et andet udtryk for den snævre tankegang med kravene om at holde det offentlige i et økonomisk førergreb med dårligere service og forringede arbejdsforhold som konsekvens, hvilket kan koste dyrt menneskeligt og økonomisk på lidt længere sigt. Diskussionen om regnemodellerne er derfor ikke et rent teknisk, matematisk anliggende. Det er i høj grad et spørgsmål, om modellerne skal spændes for en bestemt politisk vogn eller rumme en bredere tilgang, hvor man så efter politisk anskuelse kan drage forskellige konklusioner, men forhåbentlig få en rimelig fair debat under hensyntagen til sådanne modellers begrænsning.

Finansministerielle regnemodeller er ikke orakler, der leverer den eviggyldige sandhed, men kan bidrage med input til politiske diskussioner og beslutninger, hvis departementschefer og ministre ikke forstokket holder sig til devisen: Vi alene vide! Enevælden er trods alt afskaffet for mere end 150 år siden.