Hvem skal nu betale? Det klassiske spørgsmål trænger sig nu ind på den politiske scene, der ellers har været præget af meget stor enighed mellem partierne om, hvordan vi bedst klarer os igennem corona-krisen. Men de mange hjælpepakker koster milliarder, og samfundshjulene skal i gang igen - og så begynder de politiske vande at skilles.

De borgerlige partier vil sænke skatter og afgifter. Og de har da også opnået skattelettelser i den aftale, der er indgået om ejendomsværdiskatten. Boligejerne slipper billigere i ejendomsskatter, mens det måske også drypper lidt på lejerne via en fastfrysning af grundskylden.

Det er dog ikke nok for de borgerlige, som vil have yderligere lettelser. Venstre ønsker at halvere momsen resten af året samt fremrykke afskaffelsen af PSO-afgiften. Og partiet stiller som ultimativt krav et stop for skattestigninger. Men hvem får mest ud af skattelettelser set i lyset af, hvem der bærer de største af coronakrisens byrder?

De fattigste er hårdest ramt

Ved coronaens indtog i Danmark konstaterede Berlingske 19. marts, at Nordsjælland var hårdest ramt af coronavirus med Gentofte, Rudersdal og Frederiksberg som kommunerne med flest smittede. Som Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm slog fast på et pressemøde: “De ressourcestærke tager smitten hjem fra udlandet”. Siden er billedet vendt. Kommunerne på Københavns Vestegn har nu det højeste smittetryk. Over alt i verden er det lavtlønnede ansatte i servicesektoren og socialt udsatte, der er mest udsatte for covid-19 - ganske som den spanske syge for 100 år siden også ramte socialt skævt.

Skattelettelser har som oftest gavnet de højeste indkomster og kun givet småpenge til den så ofte omtalte kassedame og andre lavtlønnede. Det vil ifølge økonomer også gælde ved en fremrykket afskaffelse af PSO-afgiften, da de højere indkomster har et større forbrug af el. Heller ikke indirekte har skattelettelser til de høje indkomster og erhvervslivet gavnet de lavere indkomster. Siden finanskrisen er mange af pengene fra skattelettelser gået til opsparing og ikke til indenlands forbrug, som kunne have skabt mere omsætning, produktion og jobs - samt lønforbedringer.

Hvad der ikke er gået til opsparing er i betydeligt omfang gået til udlandsrejser, der ikke har gavnet den danske samfundsøkonomi og beskæftigelse særlig meget. Med en fortsat coronatrussel vil udlandsrejser nok heller ikke stå højt på dagsordenen lige med det samme; men mange økonomer peger på, at opsparing vil være det, som mange tyer til i en usikker tid. Selv en momsnedsættelse, der ellers kunne lyde besnærende, vil ifølge en del økonomer næppe føre til den store forbrugsfest. Nogle virksomheder vil sandsynligvis benytte muligheden til at hæve priserne, ligesom effekten af en momsnedsættelse kan være vanskelig at måle.

Væk med fyringer og grønthøstere

Hvis forbruget skal stimuleres og sikres imod at blive mindre, skal der andre politiske initiativer til end skattelettelser med tvivlsom effekt og en indbygget social skævhed. Med en truende eksplosion i arbejdsløsheden er det snarere på det felt, at der skal gøres noget for at undgå et stort tab af købekraft. Før coronaens indtog var der lidt over 100.000 arbejdsløse, men antallet af ledige er i hastig vækst og kan blive mere end fordoblet, hvilket både er en katastrofe for den enkelte og alvorligt for samfundsøkonomien.

Derfor bør politiske initiativer rettet mod de mange ledige hænder prioriteres højt. Dagpengeperioden er midlertidigt forlænget, men må forlænges yderligere, så ingen ledige falder ud af dagpengesystemet i 2020. Dagpengene, der er blevet udhulet over en årrække må hæves for alle ledige - også dimittender - og politisk forhandling om en genopretning af hele dagpengesystemet i form af såvel dækningsgrad og dagpengeperiode må snarest igangsættes. Efter- og videreuddannelse af ledige må udvides og systematiseres samt gøres mere attraktivt med en godtgørelse på 125 procent af dagpengene. Jobrotation må fremmes, så både beskæftigelsen og de ledige kan få et kompetenceløft, som klæder dem på til fremtidens arbejdsmarked, hvor en hel del nok må foretage sporskifte til en anden branche og et helt nyt job.

Samtidige må der sættes stop for, at besparelser i det offentlige fører til fyringer og sender flere i ledighed, som vi blandt andet ser ske som følge af omprioriteringsbidraget, der stadig på værste grønthøstervis kører videre i store dele af staten. Tværtimod er der mange steder i det offentlige brug for flere hænder efter årelange besparelser. Nogle af coronakrisens ledige kunne på den måde komme i job til gavn for både dem selv og samfundet. Men der vil ikke være råd til både alle disse initiativer og skattelettelser på samme tid. Det er derfor et valg mellem at forgylde de i forvejen forgyldte i 2900 Happiness og omegn endnu mere - eller sikre de arbejdsløse ordentlige vilkår og muligheder for at komme i job igen.