Kan det virkelig være meningen, at en kontoransat, der gik i lære som 17-årig og ikke er nedslidt kan gå på tidlig pension? Forargelsen var tydelig, da en journalist stillede dette spørgsmål ved det pressemøde, hvor regeringen fremlagde sit udspil til tidlig tilbagetrækning.

Ja, det indebærer, at hver anden HK'er får mulighed for at forlade arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Men ikke nødvendigvis uden at være nedslidt i et eller andet omfang. Den kedelige kendsgerning er, at blandt de forskellige faggrupper inden for HK bliver stadig flere ramt af fysiske eller psykiske belastninger, der mærkes i dagligdagen. Næsten hver anden med kontorarbejde oplever gener og smerter som følge af ensidigt, stillesiddende arbejde, viser en undersøgelse lavet for Seniortænketanken. En rundspørge blandt medlemmer af HK Stat viser samme billede, og at knap halvdelen af disse tager smertestillende medicin for at klare arbejdet.

Læs ogsåPå piller for at klare jobbet

Med en fortsat stigende pensionsalder vil en del af disse nedslidte have behov for at kunne forlade arbejdsmarkedet på en værdig måde. Men selv om der – afhængig af udfaldet af de politiske forhandlinger – i en eller anden form bliver mulighed for tidligere tilbagetrækning, er det langt fra alle, der vil benytte sig af muligheden. Så lukrativt er det heller ikke at skifte lønnen ud med en månedlig ydelse på 13.550 kroner – ganske vist med mulighed for at kunne tjene op til 24.000 kroner årligt ved siden af. 2 ud af 3, der forventes at benytte sig af ordningen, vil være på efterløn eller andre ydelser og derfor ude af normalt job.

En række økonomer og arbejdsgiverorganisationer har ellers tordnet løs om, at en ret til tidlig tilbagetrækning vil suge masser af arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet. Lige så bekymrede er de, hver gang der tales om at bremse op for den fortsatte forhøjelse af pensionsalderen eller om en forlængelse af dagpengeretten.

De borgerlige politikere er med i hylekoret og henviser til, at seniorpension er blevet en succes. Det er den også i den forstand, at næsten alle ansøgere har fået tilkendt seniorpension. Kravet er dog, at man maksimalt kan arbejde 15 timer om ugen; men det krav kan de fleste med mange år på arbejdsmarkedet ikke opfylde. Så nedslidte er de trods alt og heldigvis ikke! Under 3 procent af dem, der får seniorpension, kommer fra et job.

Derfor er der brug for andre tiltag, der giver mulighed for tidligere tilbagetrækning. Risikoen for, at det vil dræne arbejdsmarkedet for arbejdskraft, er stærkt overdrevet og mere udtryk for teoretisk regnearksgymnastik end de faktiske forhold på arbejdspladserne. Nogle økonomer mener dog, at regeringens udspil højest vil betyde 10.000 færre beskæftigede, hvilket ikke er noget uoverkommeligt antal at skulle erstatte med anden arbejdskraft.

Ældre ledige har jo rigtig svært ved at finde nyt job. Så både private og offentlige arbejdsgivere burde åbne dørene for de seniorer, der er på jobjagt og samtidig gøre mere for at fastholde seniorer. Det kan være gennem bedre seniorordninger, kompetenceudvikling, tilbud om andre opgaver og dialog. Vejledende workshops har vist sig at få mange ældre til at fortsætte i jobbet, fordi de føler sig anerkendt og værdsat samt får ryddet usikkerhed om fremtiden af vejen. Stadig flere ældre vælger at forblive på arbejdsmarkedet – endda også ud over pensionsalderen. Næsten hver femte over 67 år er i beskæftigelse, især fordi de har lyst.

Læs ogsåFastholdelse af seniorer kræver medspil fra arbejdsgivere

I den anden ende af aldersskalaen står mange nyuddannede uden job eller mulighed for at færdiggøre en uddannelse på grund af manglende praktikplads. Hvis arbejdsgiverne oprettede mange flere lære- og praktikpladser, ville der også løbende komme ny arbejdskraft til, som kan erstatte dem, der mere eller mindre nedslidte forlader arbejdsmarkedet. Det vil ikke løse arbejdskraftmangel inden for alle områder, hvilket vil kræve helt andre, især uddannelsesmæssige omprioriteringer, så der kommer flere ud af erhvervsskolerne og færre ud af universiteterne.     

Hvis der er vilje i virksomhederne og på Christiansborg, er der også en vej til en samfundsmæssig fornuftig løsning. Det evindelige pseudoargument om arbejdsudbuddet skal ikke stå i vejen for hverken bedre muligheder for tilbagetrækning eller genopretning af det stærkt forringede dagpengesystem. Det er ikke de nedslidte eller arbejdsløse, der i stor stil misbruger systemerne. Det er alle de arbejdsgivere, der på grund af dårligt arbejdsmiljø bidrager til nedslidning, ikke giver mulighed for mindre belastende arbejdsopgaver eller omskoling, fyrer ældre medarbejdere, ikke ansætter seniorer og nyuddannede eller uddanner nok elever.

Et velfærdssamfund bør kendetegnes ved, at ingen skal klare sig igennem de sidste år på arbejdsmarkedet på smertestillende medicin eller må igennem en besværlig proces for at blive berettiget til tilbagetrækning på en ikke ligefrem prangende offentlig ydelse. Alle må have ret til et godt og gerne langt arbejdsliv såvel som et godt pensionistliv.