8. marts er kvindernes internationale kampdag; men er der efterhånden brug for at kæmpe? Ja, desværre er der mere end god grund til fortsat at kæmpe. Den senere tids debat om sexisme viser klart et felt, der kræver en indsats. Under en måske ellers pæn overflade har floreret en kønsdiskriminerende adfærd, men også til tider chikane og overgreb.

Det startede med afslørende beretninger fra underholdnings- og mediebranchen og sidenhen også den politiske verden. Efterhånden er det kommet frem, at det også står mere end galt til mange andre steder. På ganske almindelige HK-, FOA- og 3F-arbejdspladser oplever kvinder – og også en del mænd – krænkelser af til tider meget grov karakter. Det er ikke noget nyt og pludselig opstået, men har ikke haft megen bevågenhed og været præget af en tavshedskultur.

Sager er blevet klaret bag lukkede døre med større eller mindre erstatninger under betingelse af fortrolighedsklausuler – ofte med fagforeningers medvirken, også HK. Vi må dog nu erkende, at fortrolighedsklausuler ikke har været en heldig løsning. Det har afskåret den krænkede fra at kunne tale med andre om traumatiserende oplevelser, som man for at komme videre kan have behov for at vende med en ven, psykolog eller konsulent i fagforeningen. For seksuel chikane på jobbet kan få helbredsmæssige følger med blandt andet langt større risiko for depressive lidelser, viser forskning.

I stedet for fortrolighedsklausuler kan der benyttes anonymitetsklausuler, der på den ene side sikrer både arbejdsgiver og medarbejder fra at blive hængt ud i medierne og på den anden side giver den krænkede mulighed for at tale med personer, der kan give hjælp og støtte

Samtidig kan fagforeninger og forskere få bedre indblik i, hvordan krænkelser opstår, men også til, hvordan de kan forebygges. For nok har en del arbejdspladser politikker på området; men det afgørende er at komme fra ord til handling og arbejde målrettet med at sikre en kultur uden krænkelser. BFA Velfærd og Offentlig Administration har gode råd og anvisninger herom.

Mange arbejdspladser har også politikker om ikke at diskriminere på køn ved ansættelser, forfremmelser og på løn. Men stadig er der i alt for stor grad løn efter køn, hvilket også har været fremme i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Flere kvindedominerede fag mener sig for lavt lønnede sammenlignet med andre fag med en tilsvarende uddannelse, fordi de tilbage i 1969 ved tjenestemandsreformen blev indsat på lavere lønsatser end mere mandsdominerede fag med begrundelsen, at kvinderne ikke var hovedforsørgere. Ønsket om et betydeligt lønløft til disse faggrupper blev ikke opfyldt ved OK21 og vil nok heller ikke kunne blive det alene ved en overenskomstforhandling, men kræve velvillighed fra Christiansborg til at bevilge de nødvendige penge.

På det private arbejdsmarked er forskellen mellem mænd og kvinders lønninger mindsket lidt de seneste år, men stadig er der på det danske arbejdsmarked en forskel i mænd og kvinders lønninger på knap 15 procent. Endnu værre ser det ud i mange andre europæiske lande. Ganske vist mindskes lønforskellen også i hovedparten af de øvrige lande, men i et meget langsomt tempo – ifølge tal fra Eurostat med 1 procent samlet set i EU over de seneste 8 år. Med samme sneglefart vil det vare 85 år, før der er ligeløn målt som EU-gennemsnit; men i nogle lande endnu længere tid – i Frankrig 1000 år!

Coronakrisen har ikke gjort det bedre, tværtimod. Især kvindejob har ifølge både forskere og fagbevægelsen været hårdt ramt. En undersøgelse viser, at sidste forår havde 45 procent af kontoransansatte i udvalgte europæiske lande  ikke Danmark – ved hjemsendelse fået arbejdstiden sat ned – ofte med tilsvarende lønreduktion. Også kvindedominerede lavtlønnede fag inden for service, sundhed, pleje og undervisning har været i frontlinjen med både stor smitterisiko og voldsomt arbejdspres, hvilket med kvinder i spidsen har fået fagforeninger på gaden og i dialog med regeringer om bedre løn- og arbejdsforhold – nogle steder med held.     

Også af andre årsager har kvinder været på barrikaderne. I Polen har kvinder og mænd trodset vinterkulde og politivold for at protestere mod yderligere stramninger af den i forvejen stramme abortlovgivning, der med de seneste ændringer næsten helt forbyder abort. En ny kvindebevægelse er blevet skabt og har fået tusindvis af mennesker på gaden, ligesom støttegrupper hjælper kvinder med blandt andet at rejse til udlandet for at få abort, hvilket ikke er ulovligt – endnu da. Så mens danske kvinder før den fri abort i Danmark tog til Polen, kan trafikken nu gå den modsatte vej, men har en social slagside – ikke alle har råd til det.

Til gengæld kan kvinderne i Argentina efter en ophedet debat, der ligesom i Polen deler befolkningen, nu se frem til en lovliggørelse af abort. Det kan forhåbentlig være til inspiration for vores sydlige nabo, men også nordover i en del af Rigsfællesskabet, hvor muligheden for abort er stærkt begrænset. Færøernes abortlov er fra 1956 og fastsætter, at abort kun er muligt med to lægers godkendelse og under særlige omstændighederOgså på Færøerne er meningerne stærkt delte, og et initiativ kaldet Frit valg arbejder for at få ændret loven, så færøske kvinder ikke kan blive nødt til at rejse til Danmark for at få abort.

Udfordringer er der nok af. Nogle af nyere dato og andre de samme som ved indstiftelsen af 8 marts, da denne dato blev proklameret som international kvinde-dag i august 1910 ved et stort kvindemøde med de mest fremtrædende kvinder i arbejderbevægelsen samlet i København i Folkets Hus på Jagtvej 69 – senere kendt som Ungdomshuset. Dagen blev i 1975 af FN anerkendt som den internationale kvindedag og markeres kloden rundt på forskellig vis af blandt andet fagbevægelsen. I år de fleste steder på en anden måde end sædvanligt – nemlig med virtuelle arrangementer i blandt andet flere HK-afdelinger og af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Så jo, der er stadig meget at kæmpe for!