Når HK Stat 10. juni holder kongres efter forlænget spilletid, sker det efter 5 begivenhedsrige år. Ikke blot udskød corona kongressen et år og har betydet, at den foregår virtuelt og kortet ned til én dag. Ud over det seneste års coronanedlukning har flere andre forhold fyldt i perioden siden seneste kongres i 2016.

Det dramatiske højdepunkt var OK18, hvor vi var tæt på en storkonflikt på det offentlige område. Mange også HK Stat-medlemmer var engagerede på forskellig vis i forbindelse med overenskomstforhandlingerne – nogle foran Forligsinstitutionen i København eller på gaden rundt om i hele landet for at markere opbakning til forhandlerne og vores krav såvel som ved møder og snak på arbejdspladserne også på tværs af faggrupperne.

Det store engagement og folkelig opbakning gjorde, at det imod alle odds lykkedes at sikre et ganske godt forhandlingsresultat. Ikke blot blev spisepausen sikret for alle. Der blev også afsat midler til organisationspuljer, som vi i HK Stat blandt andet brugte til at give lavtlønnede et lønløft. Også mulighederne for kompetenceudvikling blev styrket.

Forspillet til den tilspidsede forhandlingssituation i foråret 2018 var et anstrengt forhold til staten som arbejdsgiver, hvor Moderniseringsstyrelsen understøttede og opildnede til en arbejdsgiveradfærd præget af mistillid til medarbejderne med den famøse stempling af hver 10. statsansatte som low performer! Det udløste berettiget harme ikke mindst set i lyset af medarbejdere, der var presset af omprioriteringsbidrag, flytninger og omstruktureringer, forsinkede og fejlbehæftede it-systemer.

Mere frygt end fryd over den ene forandring efter den anden blev efterhånden reaktionen på en reform-amok, der var dårlig planlagt, som det i Sigge Winther Nielsens nye bog “Entreprenørstaten” fremgår af et citat fra Finansministeriets tidligere departementschef Martin Præstegaard: ”Hele systemet er bare fanget i et stort maskineri, hvor den politiske virkelighed ikke giver ro og rum til langvarig og kompleks implementering. Tingene skal gerne ske hurtigt. Også hurtigere, end hvad der er realistisk”.

Regeringsskiftet i 2019 betød på flere felter et kursskifte og i alt fald symbolsk opgør med den hidtidige statslige arbejdsgiveradfærd. Personaleanliggender blev flyttet fra Moderniseringsstyrelsen til den nyoprettede Medarbejder- og Kompetencestyrelse, som det dog har taget nogen tid at komme i omdrejninger og dermed muligheden for at mærke forandringens vind.

Oven på OK18 var der også bred enighed om, at kommende overenskomstforhandlinger skulle foregå i et mere positivt forhandlingsklima, hvilket første gang skulle stå sin prøve i 2021, hvor coronapandemien kom noget på tværs. Det lykkedes dog at lande et ikke prangende, men under omstændighederne pænt resultat med blandt andet et godt skridt i retning af at afvikle minipensionen og enighed om et eftersyn af lønsystemet, der trods navnet Ny Løn aldrig er blevet en succes.

Samtidig tegner det til, som udløber af OK21, at en komite skal se på, om de offentlige lønsystemer rummer kønsmæssige skævheder baseret på en mere end 50 år gammel tjenestemandsreform foranlediget af sygeplejerskernes nej. Men komiteen bør se mere bredt på hele det offentlige lønsystems skævheder. Selv om OK21 blev en vedligeholdelsesoverenskomst, peger den også frem mod at se på en mere rimelig og retfærdig indretning af lønsystemerne. 

Også på andre felter har vi siden seneste kongres set perspektivrige kursændringer. Efter årelange besparelser i skattevæsenet med skandaløse milliardtab af skatteindtægter til følge, sker der nu en genopretning med ansættelse af medarbejdere i massevis – mange af dem i HK-stillinger. En sådan ressourceindsprøjtning er forudsætningen for et effektivt skattesystem til at finansiere offentlig velfærd, der også i de senere år har været udsat for nedskæringer og forringelser – og har brug for genopretning blandt andet ved at fjerne omprioriteringsbidraget helt. 

Efter årtiers advarsler og snak om hele klodens alvorlige miljø- og klimaudfordringer er grøn omstilling og bæredygtighed nu for alvor kommet på dagsordenen med meget ambitiøse klimamål i Danmark, hvilket indebærer, at staten går i spidsen med grønne indkøb. Det kan give spændende job til HK´ere – ikke nødvendigvis som eksperter i alt om bæredygtighed – men som reflekterende praktikere, der inddrager den grønne vinkel i arbejdet.

Selv om vi i kongresperioden har mødt store udfordringer, har det ikke blot været 5 forbandede år kulminerende med coronanedlukningen. Tværtimod er den gode lære, at intet kommer af sig selv; men at vi kan opnå fremskridt og forbedringer, når vi står sammen og handler. Det er den vej, som fagbevægelsen i mere end 100 år trods til tider trange tider har opnået sejre. Det er også den vej, vi fortsat skal følge for at forsvare sejrene og vinde nye!

Med disse ord i mit sidste blogindlæg tak til alle, der arbejder for vores fælles sag: Et godt arbejdsliv og plads til alle, der vil.