16. januar 2017
”Beklager, du har allerede taget én uddannelse. Så nu må du pænt blive i dit fag resten af arbejdslivet…” Det er den korte version af lovteksten i den lov, som regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti netop har vedtaget for at sætte et loft over antallet af statsfinansierede uddannelser, du kan tage.
Det betyder i praksis, at en skolelærer ikke kan tænke om og i stedet hengive til sygeplejefaget. Eller at en professor ikke kan blive pædagog. I hvert fald ikke med støtte fra staten. Så bliver det for egne midler. Den nye lov betyder nemlig, at du ikke kan tage en statsfinansieret videregående uddannelse, hvis du allerede har taget én videregående uddannelse på enten højere eller samme niveau. Øvelsen vil frigøre 300 millioner kroner, der er øremærket til at lappe på den dagpengereform, som netop disse partier vedtog tidligere på året.
Der er mange ting på spil, når politikerne på denne måde binder folk til den samme uddannelse resten af deres arbejdsliv. Det handler ikke om, at det er luksus og uddannelses-zapperi. For vi må formode, at det handler om folk, der har gjort sig nogle modne overvejelser omkring deres arbejdssituation og om, hvordan de er bedst klædt på til at bidrage til samfundet med deres daglige (arbejds)indsats.
Vi må desværre også mere end formode, at et uddannelsesloft vil krænke et meget dansk princip om, at vi har lighed i vores uddannelsessystem. Med betaling for uddannelse nr. 2 favoriserer vi unge fra velhavende, veluddannede familier frem for unge fra sociale kår, der ikke levner plads til en dyr og lang uddannelse med brugerbetaling.
”Har du penge, kan du (uddannelse) få. Har du ingen, må du gå…” eller i dette tilfælde rettere blive. For med det udanske uddannelsesloft kommer vi til at fastholde unge på én bestemt hylde. Det er ikke rimeligt, at vi på denne måde stresser de unge til et uddannelsesvalg, der skal holde resten af deres arbejdsliv. Det er samtidig en mangel på fleksibilitet, der ikke synes at matche kravene fra et arbejdsmarked og erhvervsliv, der netop efterspørger fleksibilitet og evnen til at udvikle sig i nye retninger. Det handler altså også om arbejdspladser og konkurrencefordele.
Vi uddanner os til fremtiden, men kender vi den, når vi starter på en uddannelse? Udviklingen går så super hurtigt, at der pludseligt ikke længere er job i den uddannelsesretning, hvor man ellers troede, der var gode udviklingsmuligheder? Og vil denne lov endda få unge til at droppe eksamen, hvis de kan se skriften på væggen?
Jeg synes ærlig talt, at de politikere, der har stemt for det nye uddannelsesloft, skulle få deres skolepenge tilbage – og i øvrigt give dem til de unge, der fremover bliver stavnsbundet til én uddannelse.