HK.dk logo

20. november 2015

Ingen løsning for Skat – men store biler bliver billigere

Endnu en forrygende og hektisk uge i dansk politik. Cirka sådan kan man uge efter uge høre de to kommentatorer Mogensen og Kristiansen betegne lige netop denne uges begivenheder i deres analyser på TV2 News. Sjældent har ordene ramt så præcist som i denne uge.

Der sker meget. Ikke bare i dansk politik, men også med vores forhold til Europa og den verden, der omgiver os. Millioner flygter fra krigens rædsel. Millioner af europæere er skræmt af terror. Også i Danmark hævede rigspolitiet i denne uge beredskabet til det næsthøjeste niveau.

Det skete samtidig med, at en ny politiaftale tirsdag blev præsenteret. Frem til 2019 skal politiet frigøre 700 betjente ved at overdrage især administrative opgaver til andre faggrupper.

Det er godt at få ro på vores pressede politi, og i HK Stat noterer vi med tilfredshed, at politikerne har lyttet til vores forslag. Men det er altså for langt ude at hente pengene ved at spare på gymnasier og handelsskoler.

Onsdag indgik regeringen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance en ny aftale, der rammer landets kontanthjælpsmodtagere. Syge og stressramte skal arbejde, ellers bliver deres ydelse beskåret. Endnu en gang skal de svage straffes for i forvejen at have det svært. 

Og torsdag kom så den nye finanslov med svarene på, hvad pengene skal bruges til. Store biler bliver billigere. Store huse bliver billigere og lavere skatter til erhvervslivet.

Ingen løsning på de massive problemer i Skat, besparelserne fortsætter bare. Ingen ekstra penge til de styrelser, der skal flytte, og dermed tyder meget på, at de også skal ud og spare årsværk og skære i kerneydelserne. Og så skærer finansloven på uddannelse, forskning, miljø, DSB og kommunernes kernevelfærd til børn, unge og ældre.

Men der er fest i Whiskybæltet. Du kan spare 359.534 kroner på en ny Porsche 911 Turbo fra i dag, har TV2 Nyhederne regnet ud.

Fredag kom så endelig dødsstødet til den politiske floskel "vi skal hjælpe i nærområdet". Ud over de store milliardbesparelser på ulandshjælpen, sparer regeringen nu yderligere halvanden milliard kroner på verdens fattigste.

Den næste politiker, der lægger ansigtet i alvorlige folder og siger på live-tv, at vi skal hjælpe i nærområdet, vil i min bevidsthed blive sat ind bag rattet i en kæmpe bil med store skinnende fælge. Og det eneste, jeg vil høre, er den enorme motors dybe brølen, der overdøver al troværdighed.

Der er desværre mange af vores medlemmer i HK, der ikke har råd til en stor ny Porsche. Men tillykke til Gentofte!

Politik HK-medlemmer

Bloggere

Log ind som medlem