Det er langt over et år siden, at jeg for alvor begyndte at forberede mig på at forhandle de overenskomster, som gerne skulle både fastlægge og forbedre din løn og dine arbejdsvilkår fra 1. april 2018. Og det er trekvart år siden, at du som medlem af HK Stat første gang kunne læse fagforeningens oplæg til medlemsdebat om krav til de nye overenskomster.

Hvad sker der egentlig med de overenskomstforhandlinger, tænker du måske. Kommer der snart nogle resultater? Selv er jeg i den grad utålmodig efter at komme i sving. Sådan tror jeg også, at de øvrige forhandlere med Flemming Vinther i spidsen har det. Vi er som heste i startboksene på en væddeløbsbane. Parate og fokuserede.

Samtidig er vi tålmodige nok til ikke at kaste os ind i forhandlingerne i Finansministeriet, før skolelærerne og deres kommunale arbejdsgivere har fået gang i forhandlinger om en arbejdstidsaftale. ’Lærerne først’, siger vi. Fordi alle skal have deres vilkår reguleret af aftaler og ikke af lovgivning, sådan som lærernes arbejdstid er det i dag. Jeg regner med, at vi snart får besked fra lærerne om, at deres forhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL) er i så god gænge, at der er udsigt til en aftale. Så kan vi andre komme i arbejdstøjet. 

Vi ved, hvad vi går efter – for medlemmerne har prioriteret. Og rigtig mange af jeres krav fra arbejdspladserne er kommet med hele vejen til de centrale forhandlinger: På listen er der fx krav om mærkbare lønstigninger til alle, en fritvalgsordning med valgmulighed mellem løn, pension og frihed og overenskomstdækning af fridage 5. juni, juleaftensdag og 31. december.

Sjældent har der været så meget opmærksomhed i medierne om forestående overenskomstforhandlinger for landets trekvart million offentligt ansatte som denne gang. Interessen blev for alvor vakt, da innovationsminister Sophie Løhde med en graf i hånden meldte ud, at de offentligt ansatte stiger for hurtigt løn. Den udlægning af lønstatistikken var der ikke lige nogen, der kunne nikke genkendende til. Slet ikke de offentligt ansatte selv. Mange begyndte at lægge deres lønsedler til skue på Facebook og andre steder for at understrege pointen: Vi har ikke været med til nogen lønfest. 

Det er ærgerligt, at diskussionen om en graf for lønudviklingen indtil videre har overskygget præsentationen af de gennemarbejdede forslag og krav, vi lønmodtagere står klar med til forhandlingerne om OK18. Vi har mange gode bud på, hvordan den kommende overenskomst kan bevare statens arbejdspladser så tilpas attraktive, at folk stadig vil lægge deres arbejdskraft dér. En overenskomstfornyelse er også en investering i at holde arbejdspladsen intakt. 

Når vores modpart, innovationsministeren, taler om løn til statens ansatte, kan det lyde som om der kun er tale om en udgift, som for enhver pris skal holdes nede. Heldigvis tyder noget på, at Sophie Løhde har indsigt nok til vide, at der også er tale om en nødvendig investering, når en arbejdsgiver betaler lidt mere for sin arbejdskraft.

I hvert fastslog ministeren på et kort møde med CFU’s forhandlingsudvalg lige før jul, at ’medarbejderne er den vigtigste resurse, vi har’. Jeg kunne ikke være mere enig. Nu skal vi i gang med at omsætte sandheden om medarbejdernes afgørende betydning til overenskomstresultater. Jeg er så parat.