Vi må ikke begrænse arbejdsudbuddet. 

Sådan lyder et mantra, vi hører igen og igen - også i OK18-forhandlingerne. Det er åbenbart så vigtigt for regeringen og Finansministeriet at fastholde arbejdsudbuddet, at vi må forstå, at enhver fleksibilitet næsten er en trussel mod selve kernen i vores kongerige (det er konkurrenceevnen, hvis nogen skulle være i tvivl ...).

Derfor har snakken om bedre fleksibilitet og en mulig valgfrihed desværre haft svære kår, når vi har taler med arbejdsgiverne. Undtagen når de taler om vores fritid, den vil de gerne at vi skal være mere fleksibel omkring. Det er super ærgerligt, for fleksibilitet er et af vores medlemmers absolutte hovedkrav. Et rimeligt krav, synes jeg, og det undrer mig, at Finansministeriets top tilsyneladende vil låse den dør og smide nøglen væk.

I en verden, hvor vi skal have verdens højeste pensionsalder, og hvor staten hele tiden beder borgerne om selv at lægge til side til vores pension, burde vores arbejdsgiver vel også være klar til at tale om en rammeaftale for flex-ordning? Og til at tage et skridt eller to i retning af en model for frit valgs-konto som det, de private parter har aftalt ved de seneste overenskomster?

En af regeringens udtalte målsætninger er at øge arbejdsudbuddet. Men det behøver ikke være en modsætning til en mere fleksibel tilgang til medarbejdernes arbejdstid. En fast aldersgrænse for pension er jo per definition absurd, da alle mennesker er forskellige.

Og vi må vel gå ud fra, at den statslige arbejdsgivere gerne vil bevare en stærk evne til at tiltrække dygtige folk? Og til at få dem til at blive? De forpasser en god mulighed for en winwin her.

Vi ved, at mange forlader jobbet, så snart de kan, fordi udsigten til familiesamvær, højskoleophold og rejser vinder over tanken om job på fuld tid. Men hvad nu, hvis man kunne gå på 30 timer? Eller måske 25? Hvis vi havde langt flere strenge at spille på? Så kunne langt flere blive lidt længere på arbejdsmarkedet. På den måde kan fleksibilitet øge arbejdsudbuddet.

Arbejdsgiver har uden om os besluttet, at vi danskere skal være det folk i verden, der bruger det meste af vores liv på arbejdsmarkedet. Men når vi bliver bedt om at blive længere, er det da underligt, at vores medlemmer ikke kan få mere frihed til at tilrettelægge deres længere (arbejds-)liv.

Det er heller ikke udpræget motiverende arbejdsgiveradfærd. Man fristes til at sige, at 1970’erne har ringet, de vil gerne have deres personalepolitik tilbage. 

Samtidig viser alle tal, at opsvinget fortsætter i dansk økonomi. 2017 bød på den kraftigste vækst i 11 år, og udviklingen på arbejdsmarkedet følges af en kraftig vækst i arbejdsstyrken i disse år. Arbejdsstyrken er i 2017 nået over 3 millioner personer, hvilket er den største nogensinde. Og arbejdsstyrken vil stige yderligere de kommende år. Det giver plads til, at beskæftigelsen kan fortsætte med at stige – der er ledige hænder på arbejdsmarkedet.