Det lykkedes. Vi fik en rigtig god aftale.

Den er god for HK Stats medlemmer, for vores øvrige kolleger og for staten som arbejdsgiver. Vi får ingen lønfest, men en fair lønstigning, som er markant bedre end noget, vi har set siden finanskrisen.

Vi gik ind i ”Forligsen” med et tilbud på 6,7 procent og kom ud med 8,1 procent i samlet ramme. Inflationen er skønnet til 4,9 procent, men de nyeste tal peger på, at den kan blive lavere. Det betyder reel lønfremgang for alle medlemmer.

Det tog lang tid, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en sej omgang. Da vi stod i forligsmandens hvide mødesal og parterne skrev under, var der stor enighed om, at det behøver ikke tage så lang tid næste gang.

Jeg var ikke den, der festede hele natten. Efter de sidste 35 timer i træk i Forligsinstitutionen var det rart at komme hjem lørdag aften. Søndag har vi så haft ekstraordinære møder i HK Stats bestyrelse og i OAO-Stat. I dag fortsætter hverdagen, og vi skal have forhandlet med Moderniseringsstyrelsen om de 0,4 procent, vi har i HK Stats særlige organisationspulje.

Der er heldigvis gode grunde til at tro på, at vi kan gøre det hurtigere. Næste gang behøver vi ikke snakke om spisepausen. Vi behøver ikke snakke om ”gæld” ”merløn” og forhåbentlig heller ikke om ”lønfest”. Og så fik vi revet den forskruede hensigtserklæring midt over, så vi heller ikke pludselig skal se på en graf fra 2008 og høre påstande om, at vi skylder milliarder.

Der var tre store udfordringer, og vi har fundet svar på alle. Lærerne har knoklet for at komme med. Jeg håber og tror, at også arbejdsgiverne har et ønske om at få et konstruktivt forløb om den kommission, så de i 2020 kan få skabt ro om folkeskolen.

Hvorfor tog det så lang tid? Vi har kæmpet mod mange forringelser, men til sidst vundet en solid lønstigning. Vi har været gået ned ad mange blinde veje og stier. Og så er der sket en udvikling undervejs. Det føles som utroligt længe siden, at vi i den sibiriske kulde kom ud ad døren fra Finansministeriet og først i marts begyndte møderne i Forligsinstitutionen. 

Vi har stået skulder ved skulder og vist, at sammen er vi stærkere. Demonstranter i hele landet har vist et unikt og historisk sammenhold. Det har flyttet bjerge. Og det skal vi holde fast i.

Uden jeres opbakning og fællesskabets enorme styrke var vi aldrig kommet så langt. Tak for en lang og fantastisk rejse.