’VLAK-regeringen har efterladt store problemer og milliardregning.’

Sådan lød det i sidste uge i en pressemeddelelse fra landets nye skatteminister, Morten Bødskov (S).

Straks begyndte den forudsigelige politiske skyttegravskrig. Men midt i den ophedede debat er det værd at huske, at tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) faktisk sagde nogenlunde det samme i marts – kort før valgkampen.

"Skal det lykkes at vende denne supertanker, kommer vi til at sprøjte mange flere milliarder ind i skatteforvaltningen frem mod 2025," sagde Karsten Lauritzen dengang til Politiken. Ifølge ham er det nødvendig at afsætte 13 milliarder kroner frem mod 2025, hvis skattevæsenet skal genoprettes.

Der er altså sådan set enighed mellem ministrene. Den tidligere og den nuværende. Og der er slet ingen tvivl om, at der stadig er en stor regning at betale for fortidens ødelæggende besparelser og blinde tiltro til digitale løsninger.

Den nye regering har som bekendt lovet 1.000 flere skattefolk, og det er meget positivt, at oprydningen i det tidligere Skat er et fokusområde for den nye regering.

Den tidligere regering måtte nemlig igennem flere små ”redningspakker” og et-årige redningsplaner. De små pakker lapper, men løste slet ikke problemerne. Karsten Lauritzen fik faktisk skaffet et reelt løft, men så sent som sidste år så vi, at der igen blev lagt nye besparelser ind i finansloven for skatteforvaltningen i de kommende år.

Man kan sige, at V-duoen Lars Løkke og Kristian Jensen havde valget mellem at håndtere redningen i flere år frem – eller skubbe regningen til efter et valg. Og hvorfor betale nu, når en ny regering kan arve bøvlet? De kortsigtede år til år-bevillinger har efterladt en enorm regning, og derfor er der selvfølgelig brug for at aflyse alle besparelser og give skatteforvaltningen et permanent løft.

Finansministeriet bærer historisk en stor del af ansvaret for problemerne på skatteområdet, og der bør nu være folk i ministeriet, som arbejder i døgndrift på at rette op og finde pengene.

Der er stadig et stort oprydningsarbejde efter fx EFI, og der er behov for meget store it-investeringer. Men imens de bliver udviklet, skal vi vurdere hvert enkelt af de gamle retskrav på restancer for omkring 120 milliarder kroner. Staten må ikke kræve penge hos danskerne, før man ved, om et krav er lovligt. Derfor tager det tid, og der er behov for at kunne ansætte flere medarbejdere de steder, hvor der er store pukler af uafklarede sager.  

Samtidig er der et akut behov for at styrke kontrollen med de virksomheder, som snyder. Det har den nye regering heldigvis også lovet at gøre noget ved. Den gode nyhed er, at flere kontrolmedarbejdere tjener sig selv hjem adskillige gange, når de henter penge hos skattesnydere og organiserede svindlere.

Skatteministeriet står med en historisk stor rekrutteringsopgave – og det betyder samtidig en enorm oplæringsopgave. Derfor er fastholdelse også meget vigtig. Hvis vi skal undgå mere videntab, kræver det ro om budgetterne.  

Jeg kan godt forstå, at politikerne er utålmodige og meget ivrige for at kontrollere, men de skal altså også passe på ikke at lægge for mange stramme bindinger ned over forvaltningen. Vi er også nødt til at give ledere og medarbejdere i de nye skattestyrelser tillid og ikke mindst tid.

Vores velfærd – og dermed også hele regeringsprojektet med at styrke vores kernevelfærd - er dybt afhængigt af, at vi får løst problemerne i skatteforvaltningen. Det kræver store investeringer, men der er ikke noget alternativ til at få skattesystemet og dermed tilliden genoprettet. Det må et samlet folketing arbejde sammen med Mette Frederiksen og resten af regeringen om at løse.