Kære medlem

Jeg ville gerne skrive, at vi er godt på vej ud af coronakrisen. Jeg må nøjes med at konstatere, at vi er på vej – og at det er godt. Der er spæde tegn på, at det går bedre. Tallene for dem, som er berørte af covid-19, går ikke op, men ned. Men det hele kan hurtigt ændres. Vi bevæger os på en knivsæg. Derfor vil jeg ikke juble og danse endnu, men stilfærdigt glæde mig over udviklingen.

Jeg er meget optaget af budskabet fra sundhedsmyndigheder og regering: Hold fast! Bliv ved med at efterleve retningslinjerne om fysisk afstand, god hygiejne, flittig håndvask og brug af håndsprit osv. At samfundet holder fast i alle forholdsreglerne betyder også, at vi som statsansatte nok må regne med, at det varer en rum tid, før vi igen er tilbage på vores arbejdspladser alle sammen på en gang.

Så uanset, hvor meget du står på spring for at gense kollegerne, skrivebordet og de daglige rutiner ved kaffemaskinen, så gør du klogt i at tøjle din utålmodighed.

I skrivende stund er 10. maj dagen, hvor mange af statens ansatte ikke længere arbejder hjemmefra. Om den dato holder og hvordan de enkelte statslige institutioner planlægger at åbne op igen på en sikker måde, det ved vi snart noget mere om.

Men der vil sandsynligvis blive tale om at lade medarbejderne vende tilbage i mindre hold. Nogle få ad gangen over flere måneder måske - eventuelt i skiftehold, så der ikke er flere på arbejdspladsen ad gangen, end reglerne om afstand og kvadratmeter kræver.

OK21 bliver præget af coronaen

Tålmodigheden bliver også sat på prøve, hvis man vil have styr på, hvordan fornyelsen af overenskomsterne kommer til at forløbe. Lige som det pokkers coronavirus præger alt muligt andet for tiden, kommer den også til at præge OK21. Og det betyder en høj grad af uforudsigelighed. Vi ved simpelthen ikke, hvordan forløbet frem mod 1. april 2021 – hvor nye overenskomster efter planen skal træde i kraft ­­– vil blive.

Coronaen vil uden tvivl påvirke processen frem mod forhandlingerne. For eksempel kan vi ikke mødes og diskutere krav med jer medlemmer som vi plejer. Når vi går i gang med at spørge jer, hvilke mulige forbedringer af overenskomsten, I prioriterer, kommer det til at ske digitalt fra sidst i maj.

Den situation, vi kommer til at forhandle i med skatteminister Morten Bødskov, statens nye chefforhandler, er svær at forudse. Coronabilledet ændrer sig løbende. Og der findes ikke den krystalkugle, hvor man kan se, hvordan arbejdsmarkedet og økonomien i Danmark har det til vinter, når en aftale efter den normale køreplan skal forhandles på plads.

Jeg er selvfølgelig både som formand for HK Stat og som ny CFU-formand og dermed chefforhandler for alle statens ansatte stærkt optaget af at få de bedst mulige resultater ud af overenskomstfornyelsen.

Læs også: Rita Bundgaard bliver chefforhandler for alle statens ansatte

Anderledes snorlige gik det for sig på det private arbejdsmarked. Her har hundredtusindvis af lønmodtagere netop fået nye, stærke overenskomster. Resultaterne af de toneangivende på industriens område lagde linjen. De privatansatte stillede deres overenskomstkrav i gode tider, inden nogen havde hørt om Covid-19. Aftalerne blev forhandler og indgået på kanten af krisen. Og overenskomsterne blev stemt hjem med bravour, da krisen stod i fuldt flor.

Læs også: Rekordhøjt ja ved OK-urafstemning

Sektorkongres må vente

Utålmodig er jeg også efter at mødes med hundredvis af delegerede for at diskutere og lægge linjerne for HK Stats arbejde de kommende 4 år. Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvornår vi kan holde den kongres, som efter planen skulle have været rammen om det arbejde.

På grund frygten for smittefare og usikkerhed om mulighederne for at forsamles diskuterer HK Stats bestyrelse 24. april, hvornår kongressen skal flyttes til. For 15.-16. juni som oprindeligt planlagt bliver det ikke.

At blive hjemme, når man gerne vil afsted

En stor del af HK Stats medlemmer har nu arbejdet fra interimistiske hjemmearbejdspladser siden 13. marts. Det er lang tid. Jeres tålmodighed med de bøvlede vilkår og jeres indsats har været og er imponerende. Ligesom en del fortsat har været på arbejdspladsen, men uden mange kolleger og ofte i pressede og kritiske situationer.

De stærke historier om nogle af de mange HK’eres indsats under krisen har vi fortalt i HK Stats medier.

Mange er for tiden optaget af, hvordan vi kan udnytte erfaringerne med den hurtige omstilling til at arbejde digitalt hjemmefra under coronakrisen. På dage og uger fik ledelser, medarbejdere og it-folk en ny arbejdsform op at køre. Vi gik fra nul til 100 på næsten ingen tid. Debatindlæg og analyser i medierne fortæller om perspektiverne for fremtiden. Konsulentfirmaer tilbyder sig med rådgivning om at udnytte mulighederne for mere distancearbejde. Men klap lige hesten – vi er mange, som ser frem til at komme tilbage til kollegerne og den analoge verden.

Også i HK arbejder vi naturligvis hjemmefra for tiden i stor stil. Og netop derfor savner jeg i den grad at komme ud og møde medlemmerne. Det trives jeg bedst med. Jeg kan sagtens holde møder på Skype og Teams med samarbejdspartnere – og gør det flittigt. Men de personlige relationer trives bedst i mødet mellem mennesker.

Påskebryg under skærmen

HK Stats Facebookside kan du læse mange beretninger om og fotos fra medlemmernes hjemmearbejdspladser. Strygebræt, tidsskrifter og andre forhåndenværende ting er blevet brugt til at stable bærbare pc’ere op i en højde, der muliggør en bare nogenlunde acceptabel arbejdsstilling. Mangen en arbejdsmiljøkonsulent ville korse sig over disse indretninger – og mange ømme HK-nakker og -skuldre dokumenterer, at konsulenten har noget at have sine bekymringer i.

Men de alternative indretninger viser samtidig, at vi HK’ere klarer ærterne med godt humør og opfindsomhed. Se fx bare billedet på facebooksiden fra Jytte Kastbjerg Willadsen, der ”måtte finde en løsning for at kunne få skærmen op i højde – billedet er taget før påske, nu står der så kun cola.” Hendes foto fra hjemmekontoret viser en skærm stablet op på en sixpack med skriggule påskebryg.

Jeg er stolt på medlemmernes vegn af det, I formår – nemlig både at passe jeres job – mange endda med ekstra tryk på kedlerne – samtidig med at I får det til at fungere hjemme.

Klogt at blive klogere

Til sidst en velment formaning: Husk at holde dig i form til fremtidens job! Selv om du sikkert har lært en del nyt om digitale muligheder og finesser under dit hjemmearbejde under coronakrisen, er det klogt at blive klogere og udvikle sine kompetencer. Du kan måske blive inspireret til et online-kurser her: Online efteruddannelse og kurser

Eller du kan prøve at finde de jobfelter, du gerne vil udvikle dine kompetencer i retning af, og de kurser og efteruddannelser, der kan føre dig på rette vej.

Læs mere her: I form til fremtiden

I maj-udgaven af HK Statbladet præsenterer HK Stat et nyt, skræddersyet kompetencehjul, der skal gøre det lettere for dig og andre medlemmer at få et hurtigt overblik over, hvor jeres faglighed er stærk, og hvor I med fordel kan udvikle den.

Pas rigtig godt på jer selv og på hinanden.