Hvornår har du senest brugt begrebet ’solidaritet’ i en dagligdags samtale? Det har du sandsynligvis, da du i forbindelse med en snak om coronakrisen har lovprist de flotte hensyn til hinanden, som danskerne har udvist under pandemien.
Måske kaldte du det ’samfundssind’, ’fællesskabsfølelse’ eller ’sammenhold’. Det er bare andre ord for solidaritet. Men det vigtige er, at vi mærkede hensynet til hinanden og beskyttelsen af de sårbare under smittefaren. Det føltes godt at være stærke sammen mod en usynlig trussel – og det gjorde os alle rigere, når vi følte sammenholdet i fællessang, når vi hjalp en ældre medborger, eller når vi klarede problemerne under coronakrisen med tværgående faglige løsninger.
Velfærdsstaten hviler på solidaritet
Vi udviste ’solidaritet’. Ordet har været nedtonet i mange år – gemt lidt væk og regnet for at være for støvet og gammeldags. Men der er intet støvet over solidaritet. Arbejderbevægelsen er skabt på solidaritet. Og faktisk er begrebet selve livsnerven for det danske velfærdssamfund. Uden solidaritet havde vi ikke haft det danske skattesystem, der fx sørger for, at vejene bliver lappet, at du bliver behandlet på sygehuset uden at skulle betale selv, at de unge bliver uddannet, og at vi har et velfungerende samfund med styr på bureaukratiet - og hvor der ikke er så langt mellem rig og fattig som i de fleste andre lande.
Over det meste af den vestlige verden blev solidariteten og fællesskabsfølelsen eller trampet under fode i den periode, vi kalder ’fattigfirserne’. 1980’erne var en deprimerende periode i den vestlige verden. Vi var hårdt ramt af stor arbejdsløshed, voldsom inflation, stormagter i kold krig og kølige bolig- og aktiespekulanter, der kun tænkte på egne gevinster. Pessimismen blev fremherskende blandt de unge, de skrøbelige og de fattigste.
Kølig liberalisme eliminerede solidariteten
I det miljø skulle solidariteten have rådet. Men i stedet kom den britiske premierminister Margaret Thatcher på banen med krav om større individualisme og forpligtelse i samfundet, som ikke længere skulle bruge tid og penge på at støtte de svageste. USA fik præsident Ronald Reagan, der hyldede de samme principper, mens Danmark fik en borgerlig regering.
Derefter tog den nye liberalisme fart. Og økonomisk vækst og personlig vinding blev mantraet frem for samfundssind og hensynet til hinanden. Solidaritet blev udskammet – og forsvandt under i de kraftige kapitalistiske vinde.
Læs også: Ritas Blog - Tålmodighed på prøve
Solidariteten blev helt elimineret i mange samfund verden over. Men ikke i Danmark, hvor vi fortsat troede på velfærdsstaten og de dyder og hensyn, der er skabt gennem mange år med organisering af lønmodtagerne. Og vel at mærke også med den åbne og frie kommunikation mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
Så danskerne havde ikke helt glemt begrebet solidaritet. Det har vi de seneste år set i den voksende klimabevægelse, men det blev især tydeligt, da coronakrisen skulle have os til at rykke sammen og passe på hinanden i en svær stund. Blandt andet derfor er Danmark blandt de lande, som foreløbig har klaret udfordringen med coronapandemien bedst. Det ligger i vores dna at være solidariske!
