De fleste af jer har nok fulgt #MeToo-kampagnen og blevet rystet over afsløringerne af, hvordan - ikke mindst magtfulde - mænd har udnyttet deres positioner til at foretage seksuelle overgreb eller anden
form for seksuel chikane. Omfanget er skræmmende og tilsiger, at vi alle må bidrage til, at dette problem stoppes.

#MeToo- kampagnen understreger, at ethvert ansættelsesforhold også er et magtforhold. Et magtforhold
mellem den ansættende og den ansatte, mellem den afskedigende og den afskedigede, mellem den forfremmende og den forfremmede, mellem de to sider af bordet ved en lønforhandling - hvis nogen skulle
have glemt det! Uden stærkt modspil vil enhver magt korrumpere. Det gælder også i arbejdslivet.

Men #MeToo-kampagnen handler om mere end kulørte historier fra den vestlige verdens overklasse. Den
handler om, hvordan vi alle sammen omgås - ikke mindst på vore arbejdspladser.

Her skal ingen opleve, at de krænkes eller chikaneres - seksuelt, politisk, religiøst eller på anden
måde.

Den store, fælles udfordring består i at opretholde en arbejdspladskultur, hvor der er plads til både
flirt, dårlige vittigheder og politisk diskussion - vores arbejdspladser skal ikke være klostre. Men
ingen skal opleve, at deres personlige grænser bliver overskredet. Det er ikke en nem balance. Det er ikke nok, at vi hver især mener, at vi kender balancepunktet. Vi skal kunne snakke om, hvor det ligger.

Længere fremme i bladet kan du læse om, hvordan en række HK/Privat-kolleger har oplevet at blive chikaneret både af kolleger og chefer. Arbejdsmiljøet har vi alle et medansvar for, og vi har en pligt til hver især at sige fra over for en usund kultur på arbejdspladsen. Men det er arbejdsgiveren, der har det endelige og juridiske ansvar.

Derfor er HK/Privat også med på forslaget om, at en arbejdsgiver skal kunne straffes for den chikane, der måtte forekomme i hans eller hendes virksomhed - hvis man vel at mærke ikke har gjort alt for at sikre, at det ikke finder sted.