Forestil dig, at du går til en lønforhandling, og du har forberedt dig grundigt. Du kender din værdi for virksomheden, du kender lønudviklingen, og du har nogle ansvarsområder, der er så centrale for virksomheden, at din funktion i praksis er uundværlig - og nå ja, så har du udvist forståelse og mådehold ved de seneste to forhandlinger, da det har været krisetider. 

Det eneste, som din chef dukker op med, er forslag til forringelser af dine vilkår.

Lyder det som en ordentlig forhandlingssituation? Nej, vel. 
Det er til gengæld et godt billede på det forløb, som vi har set i overenskomstforhandlingerne for de kommunale, regionale og statslige ansatte indtil videre. Vores kolleger er blevet mødt af en fuldstændig mangel på forhandlingsvilje. 

Forhandlerne på arbejdsgiversiden nægter at fremlægge et udspil med nævneværdig substans og agerer udelukkende ud fra et koldt embedsmandsdiktat fra Moderniseringsstyrelsen. Dette bakkes tilmed op af en ministeriel nedgørelsesretorik, der fremstiller SoSu’er, sygeplejersker, politimænd, skolelærere og HK’ere, som forkælede og grådige lønmodtagere.

Det, som vi er vidner til i disse dage, er simpelthen, at man ikke bare arrogant afviser udspil fra vores offentligt ansatte kolleger. Næ, det er i bund og grund den danske model, man lockouter.
Det lader nemlig til, at det i højere grad er regeringens "fikse" ideologiske ideer, der blokerer for en forhandlingsløsning end lønmodtagernes rimelige krav.

Det indtryk står, da også kun endnu mere klart efter finansminister Kristian Jensens udmelding på det sociale medie Twitter i mandags. Ministeren skrev: ”Er det seriøst, at arbejdstagerne ikke ønsker at møde op til forhandlinger? Regeringeren har sagt, at vi er klar til forhandlinger. Hvad er fagforeningerne?” 
Det er jo egentlig et interessant spørgsmål. 

Sidst jeg tjekkede var det nemlig ikke regeringen (eller Folketinget), som vores kollegaer på det statslige, regionale og kommunale område skulle forhandle med. Jeg kan dog sagtens forstå, at man kan blive helt i tvivl, for regeringen flytter hele tiden sig selv længere og længere ind i arbejdsmarkedets parters forhandlingsrum.

Men det er blevet helt tydeligt, at man i regeringen er klar til at indlede en omgang russisk roulette om den danske model, blot for at undgå at give sig en tomme i forhandlingerne om løn med en medarbejdergruppe, der i den grad er berettiget til et løft.

Det burde sige sig selv, at en offentlig sektor kun kan rekruttere og fastholde gode medarbejdere, hvis der er ordentlige løn– og arbejdsvilkår. Ganske ligesom, at det er tilfældet på det private arbejdsmarked. 

Og det kan helt ærligt talt være svært at realforhandle, når ens forhandlingspartner tydeligvis er tryg ved, at slutspillet bliver løst til dennes fordel i sidste ende. 

Om det er manglende beslutningskraft i regeringen eller ideologiske blokeringer hos en ung, uprøvet og uerfaren minister, kan jeg ikke svare på. Faktum er bare, at de statslige arbejdsgivere ikke er i stand til at lande en aftale med sine ansatte. Og at de regionale og kommunale arbejdsgivere ikke får lov.

Vi andre kan kun sige til vore kolleger: På med vanten - I har vores opbakning – og til politikerne på Christiansborg må vi sende spørgsmålet: 

Er det virkelig det værd at risikere en konflikt, som ingen ønsker og underminere tilliden til den danske model? Og det endda i en tid, hvor der synes at være rigeligt med penge til løn og aftrædelsesordninger til alle andre end de personer, som vi alle sammen er dybt afhængige af? Hvis I mener det, så ender I ikke bare med at lockoute den danske model, men hele det danske velfærdssamfund.

Og det kan jeg garantere jer for, at vælgerne husker næste gang krydset sættes.

Se, hvordan forløbet af en storkonflikt kan blive