Modedesigner Ilse Jacobsen og smykkedesigner Mai Manniche bruger i disse dage sommerspalterne på at lange ud efter medarbejdere, der melder sig syge, uden, hvad de to opfatter som, en gyldig grund. De anklager dem for at pjække fra arbejde, blive hjemme for en snotnæse og melde sig syge med stress for et godt ord. Ilse Jacobsen smider i et interview med P1 Morgen om sig med sætninger som ”Mange er blevet nogle slapsvanse.”, ”Det er blevet popsmart at melde sig syg med stress” og ”Der er mange, der fupper på den konto”, mens Manniche på sin blog skriver, at ’alle er ”stresset”’, kalder det en syg sygekultur og efterspørger en debat om arbejdsmoral. Hun langer samtidig ud efter fagforeningerne, som hun mistænker for at understøtte ansatte i at sygemelde sig uden at være syge.

Jeg er forundret over, at man som leder går i medierne på den måde og udtrykker mistillid til tidligere og nuværende medarbejderes arbejdsmoral. Og ikke bare nøjes med egen butik, men løfter det op til en samlet kritik af de danske lønmodtagere – og det gøres endda uden, at man præsenterer bare antydningen af dokumentation. Skal vi ikke bare sige det, som det er: Hvis man har så ’syg’ en sygekultur med pjæk og uærlighed, som de to erhvervskvinder beskriver, så er det altså ikke medarbejderne, den er gal med. Så er det virksomhedens ledelse, der er syg!

Det lader til, at de to erhvervskvinder generelt mener, at deres medarbejdere og danskerne ikke har en ordentlig forståelse af, hvor syg man skal være, før man ’må’ blive hjemme i sengen. Når vi laver en rundspørge blandt privatansatte HK-medlemmer, så fortæller 70 %, at de er taget på arbejde, selvom de med god samvittighed kunne være blevet hjemme. Det er ikke et tal, man skal være stolt af! Men i stedet for at anklage medarbejderne for at være svage, når de tager en sygedag, så bør vi i langt højere grad se dem som hensynsfulde. Tænk, hvor mange penge samfundet og virksomhederne kunne spare, hvis folk, i stedet for at slæbe en influenza-epidemi med ind på kontoret, blev hjemme i stedet – også selvom det måske ’bare’ starter som en snotnæse og hovedpine?

I forhold til stress, så bliver jeg simpelthen vred over at se det præsenteret som en diagnose som medarbejdere bare skalter og valter med. Stress kan have forskellige årsager, men en medarbejder, der melder sig syg med symptomer, der kunne pege i retning af stress, passer i virkeligheden på sig selv i en situation, hvor ledelsen åbenbart ikke har formået at fylde sin rolle ud.

Og hvis man endelig, som Mai Manniche og Ilse Jacobsen, grundlæggende betvivler medarbejderens egen vurdering af helbredstilstand og kapacitet og har en mistanke om pjækkeri, så er det jo netop løst ved, at man som arbejdsgiver kan kræve en lægeattest. Hvis da ikke mistilliden også omfatter den lægefaglige vurdering?

Har man så at gøre med medarbejdere, der rent faktisk ’pjækker’ – altså melder sig syge uden at være det? Ja, så må man som ledelse spørge sig selv om, hvordan søren man har fået skabt en kultur, hvor ens medarbejdere ikke har lyst til at gå på arbejde og tilmed ikke føler, at de kan være ærlige omkring det. For det er der, det bliver rigtigt sygt.