Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er kommet på kant med over halvdelen af sine medlemmer, når det handler om fremtidens pensionsalder. I et helt nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet har 52 procent af arbejdsgiverne tilladt sig at være uenige i, at vi skal forhøje pensionsalderen for at skaffe arbejdskraft i fremtiden, selv om DA mener det modsatte.

Jeg kan også godt forstå, hvis de river sig i håret inde i DA lige nu: En højere pensionsalder har været en mærkesag for arbejdsgivernes organisation i mange år. Men nogle gange opfører virkeligheden sig bare ikke, som excelarkene siger, at den burde!

I den situation kan man godt vælge at stoppe fingrene i ørerne og holde fast i, at vejen frem er at blive ved med at hæve pensionsalderen. Men måske ville DA i stedet gøre klogt i at lytte til de arbejdsgivere, som er i kontakt med deres medarbejdere til hverdag. For bare fordi danskerne i gennemsnit kommer til at leve længere, kan vi jo ikke nødvendigvis arbejde, til vi er oppe i 70’erne alle sammen.


Advarsler fra Finansministeriet og pensionskasser
Egentlig kan jeg godt undre mig over, hvorfor DA har holdt så krampagtigt fast. Der er allerede rigeligt med argumenter imod planerne om at sætte pensionsalderen op.

Tag bare de årgange, der er født i 1980: De kan forvente at gå på pension som 72-årige. Men selv Finansministeriet tror ikke på, at alle når så langt. Tværtimod forudser regnedrengenes lange formler, at næsten hver fjerde af dem vil være nødt til at stoppe på arbejdsmarkedet, inden de kan lade sig pensionere.

Og det er ikke kun Finansministeriet, der har påpeget, at forventningerne til danskernes pensionsalder er urealistisk. Så sent som i denne august har flere af de store pensionskasser råbt vagt i gevær: Vi får brug for langt bedre muligheder for at trække os tilbage før tid, hvis nedslidte danskere ikke skal risikere at stå uden smør på brødet, når tilbagetrækningsalderen stiger.

Excelark kan ikke forudsige fremtiden
Hvis de begynder at føle sig lidt ensomme inde i arbejdsgiverforeningen, forstår jeg det godt. Især når deres egne medlemmer nu også råber vagt i gevær.

"Det er meget tydeligt, at arbejdsgiverne, som har den daglige kontakt med de ansatte, ikke er enige med konsulenterne i DA i, at det rigtige er at tvinge medarbejderne til at blive længere og længere på arbejdsmarkedet," som professor Per H. Jensen, der stod bag forskningsprojektet fra Aalborg Universitet, så fint opsummerede.

Det er dejligt med excelark, der påstår at kunne forudsige fremtiden. Men nogle gange er verden lidt mere kompliceret end bare at plotte fem eller ti år ekstra på arbejdsmarkedet ind i en kolonne. Verden indretter sig ikke nødvendigvis efter formlerne, selv om det da ville være rart, hvis den gjorde.

Så i stedet for at lægge sig ud med sine medlemmer, var det måske en ide at lytte give slip på excelarkenes drømmeverden og lytte til nogle af de mange stemme fra virkeligheden.