Hvem er det egentlig, der plejer at sværge i dagens Danmark? Spørgsmålet popper op i forbindelse med de anbefaler til dataetiske retningslinjer, en ekspertgruppe i november afleverede til erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

De ni foreslåede retningslinjer bygger grundlæggende på fornuftige overvejelser om, hvordan man som ansvarlig virksomhed begår sig i en verden, hvor der allerede i dag bliver håndteret tusindvis af data om andre mennesker hver eneste dag.

Danmark skal være frontløber for dataetik, blandt andet gennem at oprette et dataetisk råd og udvikle en dataetisk værktøjskasse med konkrete redskaber til virksomhederne.

Og så er der anbefaling nummer to, "Den dataetiske ed", som udløser spørgsmålet om, hvem der egentlig har for vane at sværge herhjemme: Her foreslår ekspertgruppen nemlig, at "virksomhedsledere og medarbejdere, der arbejder med data, afgiver en dataetisk ed".

Der er absolut ikke noget i den dataetiske ed, som er svært at tilslutte sig. Nej, nærmest tværtimod. Indholdet er bare så selvindlysende, at det fremstår lettere meningsløst at bede folk om at afgive en ed. Især i en dansk sammenhæng.

Hvem vil sige nej?

Herhjemme er det med at sværge normalt forbeholdt nyuddannede læger, der afgiver lægeløftet ved en højtidelig ceremoni, nævninge i danske retssale og så nyvalgte folketingspolitikere, som skriver under på at overholde Grundloven.

Men en dataetisk ed risikerer nok desværre nærmere at ryge i samme kategori som det løfte, man skal afgive ved indrejse i USA om, at man lover ikke at begå terror.

Som noget, der bliver trukket lidt på smilebåndet af, fordi der kun er ét rigtigt svar. Og hvor det er svært at se, at løftet rent faktisk vil binde nogen, der ikke i forvejen havde tænkt sig at overholde det.

Set fra min fagforeningsstol kan jeg også godt undre mig over, hvorfor et så vigtigt emne som etisk håndtering af andres personlige oplysninger skal gøres til et spørgsmål om enkelte medarbejderes moral.

Ingen kan som sagt være imod, at vores virksomheder forholder sig etisk til måden, de anvender data på, måden de bruger maskinlæring på, og hvilke produkter de udvikler med kunstig intelligens. Men det bør ikke gøres til et individuelt ansvar.

Det offentliges tvivlsomme it
Heldigvis rummer ekspertgruppens forslag også rigtig mange anbefalinger, som retter sig mod virksomhederne og samfundet. Og det er ikke et sekund for tidligt.

Det giver nemlig ingen mening at snakke om kunstig intelligens og avanceret databrug som noget, der venter ude i fremtiden, mens vi lader os guide i trafikken af Google Maps, hører algoritmebestemte playlister på Spotify og glæder os over den grønne bølge af trafiklys, der får os hurtigt igennem byen.

Nogle steder kan man endda få den tanke, at der ikke bare bør være tale om retningslinjer, men om egentlige regler. Det gælder for eksempel ekspertgruppens sidste anbefaling om, at det offentliges digitale løsninger skal være etiske.

Lige netop i det offentlige har vi allerede set flere it-løsninger af tvivlsom karakter: Det være sig politiets nye digitale efterforskningssystem, Pol-Intel, eller Gladsaxe Kommunes planer om at bruge data til at spotte udsatte børn, som begge dele er blevet voldsomt kritiseret for at krænke borgernes privatliv og tendere til masseovervågning.

Så hvis der endelig skal aflægges et dataetisk løfte, er spørgsmålet, om det ikke nærmere burde være landets politikere, der aflagde det?