Den voldsomme satsning på langvarige akademiske uddannelser til flest muligt lænser uddannelsesressourcerne i en afsindig grad. Og åbenbart helt uden offentlig og politisk opmærksomhed.

Derfor er vi nødt til at råbe politikerne op: I Danmark bruger vi 27 milliarder kroner på at uddanne omkring 48.000 mennesker om året. Og ud af de 27 milliarder kroner går mere end 14 milliarder til at uddanne akademikere, selv om gruppen med de lange uddannelser kun udgør 15.000 personer. Det fremgik af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for nylig.

For at skære det ud i pap: 15.000 akademikere suger 53 procent af vores samlede uddannelsesmidler hvert år. Til sammenligning bruger vi kun 8 procent på at uddanne 18.000 faglærte. Og hvis uddannelsesministerens Universitetsudvalg får ret i sin spådom om, at der vil blive uddannet 160.000 flere akademikere frem mod 2030 end i dag, vil den fordeling kun blive endnu skævere.

Uligheden er slående og forhåbentlig også alarmerende for de fleste. Ja, en længere uddannelse tager længere tid og koster derfor også penge i længere tid. Men den nuværende fordeling er helt ude af proportioner. Især når det er alle lønmodtageres skattekroner, der betaler akademikerfesten.

Der skal på ingen måde spares på uddannelsesressourcerne. Tværtimod. Uddannelse giver beskæftigelse, indkomster og livsmuligheder. Og selvfølgelig har vi som samfund behov for mennesker med alle længder af uddannelse; herunder akademikere. En række af dem, fx læger, biologer og kandidater fra de tekniske uddannelser, afsætter nærmest sig selv. Men det er en vildfarelse, at flest muligt med lange, teoretisk baserede uddannelser - særligt i humanistiske og samfundsvidenskabelige fag - skulle være løsningen.

Tværtimod er det en rigtig dårlig forretning. Det gælder for eksempel, når akademikere overtager stillinger, der egentlig blev udført ganske glimrende af mennesker med en kortere uddannelsesbaggrund: Stillinger, der primært består af administrative opgaver som sagsbehandling af ansøgninger, it-opgaver eller bogholderi.

Udviklingen har især været voldsom i den offentlige sektor, hvor antallet af akademikere i staten steg 60 procent i løbet af de ti år fra 2008 til 2018. Godt nok har staten overtaget landets gymnasielærere i perioden, men det kan langt fra forklare så stor en udvikling. Og den store stigning er bedrøveligt nok foregået upåagtet, selvom det har kostet skatteyderne en betydelig merudgift: Både til at betale for akademikernes uddannelse og til den højere løn, de som regel får udbetalt.

Ingen grupper har monopol på bestemte jobs. Men det er splid af penge, hvis der skal betales højere løn for at få løst opgaver, som ikke-akademikere kan løse. Eller for opgaver, vi med efteruddannelse kunne omstille allerede ansatte til. Og man bliver ikke nødvendigvis mere teknologisk kapabel eller internationalt orienteret, fordi man i mange, lange skrifter har læst, at verden præges af stigende kompleksitet.

I ganske mange jobs er der derimod en konkret virkelighed, som kræver stabile medarbejdere med teknologisk kunnen på driftsmæssigt niveau. Forsikringsselskaber, vikarbureauer og i regnskabsafdelinger skal bruge medarbejdere, der på højt kvalificeret niveau kan håndtere it-teknologi, administrative rutiner og analytiske, udviklende og kreative opgaver. Og der er det ikke særlig brugbart at være akademiker med baggrund i samfundsteori eller humaniora, selv om det ikke er usædvanlige arbejdspladser for netop dem.

Tværtimod er det langt mere brugbart at komme fra en af de uddannelser af kortere varighed, hvor praktik er en integreret del af et forløb med både teori, analyse og undervisning i konkrete fag som bogholderi, personalejura eller spedition.

I virkeligheden ligger den nemme og billigere løsning – at færre går universitetsvejen og i stedet søger ind på en uddannelse, der allerede har en solid kobling mellem den relevante teori og praksis – lige for. Også selv om det vil gå ud over universiteternes store optag og dermed også deres bevillinger.

Vi kan nemlig bruge uddannelsesressourcerne meget bedre end at ofre størstedelen på lange uddannelser til en mindre gruppe i begyndelsen af deres liv. Den teknologiske udvikling og det længere arbejdsliv kommer til at kræve, at vi uddanner os hele livet i fremtiden. Så er pengene altså bedre brugt på, at flere får mulighed for at opkvalificere sig eller blive omstillet fra et job til et andet i løbet af deres arbejdsliv.

Det kan vi konkret gøre ved at opprioritere erhvervsskoler, korte og mellemlange videregående professionsuddannelser, så de bliver tilgængelige i alle dele af landet. Ved at indføre en voksen-SU-ordning som giver 150 % af dagpengemaksimum, hvis man efter et antal års beskæftigelse uddanner sig inden for områder med mangel på arbejdskraft. Ved at give alle nedslidte bedre adgang til støtte, så de kan skifte spor. Og ved at øge andelen af de samlede uddannelsesmidler, som er afsat til voksen- og efteruddannelse, til 10 procent over de kommende 5 år.