Selv om det er fristende at fokusere på hullerne i osten, er det nogle gange vigtigt at zoome ind for at blive mindet om, hvorfor den danske model rent faktisk er så stor en succes. Og hvad det egentlig er, den giver os som samfund.

I den danske model er det ikke politikerne, men arbejdsgiverne og lønmodtagerne, der forhandler løn og arbejdsvilkår. Det er ikke en hemmelighed. Men det system forudsætter selvfølgelig, at vi, der forhandler, ikke bare møder op i januar 2020 uden at have gjort vores forarbejde.

Den danske model ville ikke være meget værd, hvis det ikke netop var lønmodtagernes ønsker og krav til deres arbejdsliv, vi havde med ind til forhandlingsbordet. Derfor starter hver eneste overenskomstforhandling netop også dér: Ude på den enkelte arbejdsplads hos den enkelte medarbejder.

Starter og slutter hos det enkelte medlem
I alt skal omkring 600.000 lønmodtagere have en ny overenskomst i 2020. 60.000 af dem er medlemmer hos HK/Privat, og i netop de her dage er hele vores organisation oppe i maksimale omdrejninger.

I de første to uger af maj besøger vi over 1.000 virksomheder, gennemfører rundringninger til medlemmer og gennemgår flere tusinde indberetninger - både elektroniske og på postkort - hvor vores medlemmer fortæller os, hvad et godt arbejdsliv er for dem.

Alt sammen for at sikre, at det vitterligt er lønmodtagernes ønsker og behov i netop deres arbejdsliv, vi i sidste ende opfylder med overenskomsterne.

Herfra går det slag i slag. De mange tusinde krav og ønsker bliver indsamlet og behandlet, diskuteret på tillidsmandstræf, medlemskonferencer, på seminarer og i udvalg. Og når forhandlingen er slut, bliver resultatet sendt til urafstemning, så ringen er sluttet:

Overenskomstforhandlingerne både starter og slutter hos det enkelte medlem ude på den enkelte arbejdsplads. Det er dem, der formulerer kravene til deres løn og arbejdsvilkår, og det er dem, der godkender resultatet.

Sikrer ønsker fra løn til internet
Vi er selvfølgelig ikke den eneste fagforening, der lige nu bruger enorme kræfter på at indhente vores medlemmers ønsker til deres arbejdsliv. Samtlige overenskomstbærende forbund i Danmark gennemgår den samme grundige proces ved hver eneste forhandling.

Det er nøglen til den danske models succes. Og det er samtidig også forklaringen på, hvorfor løn og arbejdsvilkår ikke har noget at gøre på politikernes bord.

For når statsministeren og andre fantaserer om en lovfastsat mindsteløn, overser de, at løn og arbejdsvilkår er meget andet og mere end spørgsmålet om, hvor mange kroner arbejdsgiveren skal udbetale til sine medarbejdere en gang om måneden.

Overenskomsterne regulerer løn, ferie og pension. De forholder sig til barselsvilkår, for det har lønmodtagerne ønsket. I nogle overenskomster har lønmodtagerne forhandlet sig frem til tillæg for arbejde på skæve arbejdstider, mens andre har lagt mere vægt på betalt efteruddannelse. Og så er der alle mulige særvilkår som at måtte motionere i arbejdstiden, at få en arbejdsgiverbetalt sundhedsordning eller et internetabonnement.

“One size fits all” passer sjældent nogen
Det er fuldstændig urealistisk at forestille sig, at politikerne på Christiansborg ville kunne detailregulere vilkårene i den enkelte branche lige så godt som den kæmpestore og komplekse maskine, overenskomstforhandlingerne er.

Hvordan skal 179 folkevalgte politikere kunne gennemskue, at bedre work-life-balance var et vigtigt ønske hos de privatansatte HK under OK17, mens andre faggrupper lagde mere vægt på andre ting?

Svaret er selvfølgelig, at det kan de ikke. Hvis politikerne stod for at fastsætte løn og arbejdsvilkår, ville danske lønmodtagere ende med en one size fits one-model. Og den slags har det med ikke at passe nogen rigtig godt.