Så der er god grund til at holde fast i medarbejderne, når de kommer op i årene: Hvis I snakker sammen ude på virksomhederne, er der blandt andet mulighed for at udnytte de seniordage, en lang række overenskomster giver mulighed for. Det er en rigtig god måde at undgå den nedslidning, som har fylder rigtig meget i debatten om, hvornår forskellige grupper i samfundet skal have mulighed for at gå på pension.

Men vi må også erkende, at der er meget stor forskel på, hvornår vi kan få brug for tilpasse arbejdet lidt for ikke at brænde ud. Der kan nemlig være kæmpe forskel på, hvor længe vi hver især har været på arbejdsmarkedet, når vi begynder at få ret til seniordage.

Stor forskel i arbejdsliv
Nogle mennesker skal i dag aftjene 50 års værnepligt på arbejdsmarkedet, før de når pensionsalderen. Andre slipper med 40 år eller mindre. Det bliver blandt andet afgjort af, hvilken uddannelse man har taget ved starten af arbejdslivet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at de mennesker, der tager en kortere uddannelse – og bruger vores skattefinansierede uddannelsessystem mindst – også samtidig er dem med den længste værnepligt på arbejdsmarkedet. De bliver nemlig hurtigere færdige med deres uddannelser og er ude på arbejdsmarkedet i en yngre alder. Og samtidig er det også tit dem, som er mest udsat for arbejdsbetingede sygdomme og nedslidning.

Den ulighed kan man ikke udligne, så længe det er vores alder, som er afgørende for, hvornår vi har ret til at gå på pension. En mulighed er, at vi i stedet talt folks samlede antal arbejdsår. Det kan i princippet gøres meget enkelt ved at tælle år med helt eller halvt ATP-bidrag, så man fx må gå på pension den dag, man har præsteret for eksempel 45 års ATP-bidrag.

Ufaglært på pension som 60+
Om det bliver den løsning, vores politikere kommer til at forhandle om, må tiden vise. Men den ville betyde, at den ufaglærte uden nogen form for uddannelse ville kunne gå på pension først i 60’erne. Den typiske faglærte nogle år efter, og at den typiske gymnasielærer, ingeniør eller akademiker kan arbejde, indtil han eller hun er først i 70’erne.

Samtidig skal vi selvfølgelig blive ved med at samarbejde ude på arbejdspladserne om, at gøre de sidste år frem til pensionen så gode som muligt. Men hvis vi skal have ordentlig lighed i alderdommen, har vi brug for, at vores politikere tager højde for, at alle ikke har det samme arbejdsliv.