Egentlig er det alt sammen efterhånden opslidende forudsigeligt. Vi nærmer os overenskomstforhandlingerne for den private sektor.

Det betyder, at arbejdsgiverorganisationerne begynder at plante små frø til en fortælling om, hvorfor lønmodtagerne igen må forstå, at det ikke kan blive til de helt store lønkroner eller indrømmelser ved de kommende forhandlinger.

De frø er begyndt at blive sået – senest med budskaber i flere medier om reallønsfremgang.

I arbejdsgivernes lærebog står der: I krisetid må den almindelige lønmodtager forstå, at det handler om mådehold. Om ansvarlighed. Om, at den enkelte slet ikke kan være sikker på at have et arbejde, hvis krav om flere penge, barsel, ferie etc. skal imødekommes. At grådighed ikke må lukke virksomhederne.

Når vi så er kommet nogenlunde oven på krisen igen, så må den almindelige lønmodtager fortsat forstå, at det stadig er alt, alt for tidligt at komme med den slags krav. Hva’ nu, hvis der kommer en ny krise? Eller, hva’ nu hvis en spirende optimisme ikke udmønter sig i et opsving? Man må jo forstå, at virksomhederne har brug for at polstre sig, så de kan stå imod, hvis nu vi ikke alligevel går lysere tider i møde.

Okay. Så langt så godt.

Men, når så det går godt for virksomhederne. Når beskæftigelsen er høj, og væksten er tilfredsstillende. Når lønmodtagerne har vist mådehold og samfundssind og holdt tilbage og vist forståelse for arbejdsgivernes argumenter … så må der da være noget at komme efter?

Men det er der ikke.

I stedet kan jeg læse rundt omkring, at Dansk Industri er ude og tale i abstrakter og lave realløns-sammenligninger med lande som Tyskland, Sverige, USA osv. osv. Nu må lønmodtageren altså forstå, at de beløb, som de allerede har stående på lønsedlen, er langt mere værd, end de troede.

Så selvom man måske som helt almindelig dansker går rundt og tænker, at nu må det da være min tur, så bliver der allerede nu lagt i spin-ovnen til, at man ikke kan forvente det helt store.

Eller lad mig sige det mere klart: At man ikke kan tillade sig at forvente det helt store.

Inflationen er jo lav. Pengene er mere værd. Det vil nærmest være uanstændigt at bede om mere. Goddag, mand, økseskaft. Eller skulle jeg sige goddag, direktør, økseskaft. For mens manden eller kvinden på gulvet mødes af mådeholds-retorik, så skorter det ikke på bonusser og lønforhøjelser til toplaget i virksomhederne.

Og jeg kan simpelthen ikke få det til at passe sammen, at gevinsten ved gode resultater på bundlinjen ikke også skal komme de menige medarbejdere til gode, når regningen i dårlige tider altid rammer netop der med usandsynlig præcision.

Og det kan godt være, at et ekstra par 100.000 kr. eller ligefrem millioner ikke betyder det samme, når man først, når de højere luftlag.

Men for mine medlemmer, så er penge ikke bare kolde kontanter i lønposen. For dem handler det om hvilket liv, de kan skabe og skrue på for dem selv og deres familie. For dem betyder flere penge fx mere tid med børnene, omsorg for syge familiemedlemmer eller flere seniorfridage. Det kan også være trygheden ved at få lidt ekstra ind på pensionen eller lidt ekstra ud til at afdrage på boliglånet. Og for andre igen, så er det så lavpraktisk som at kunne tage på en lidt bedre ferie eller spise godt ude engang i mellem. For dem handler det nemlig om, hvilket arbejdsliv og liv, de har råd til.

Derfor har vi i HK Privat også allerede meldt vores hovedkrav til overenskomstforhandlingerne i 2020 ud: Den såkaldte fritvalgskonto skal fordobles ved de kommende forhandlinger. Altså en del af lønnen, hvor man som lønmodtager selv bestemmer, om den skal udbetales, gemmes til pension eller bruges på flere fridage.

Fritvalg er for os et vigtigt princip i en moderne overenskomst – en overenskomst med indflydelse til den enkelte. Vi ser det som en ’arbejdslivskonto’, som vi kan designe ud fra egne behov og ud fra de behov, man har i forskellige livsfaser.

Det er konkrete midler til konkrete behov.
Så lad bare arbejdsgiversiden holde fast i abstrakt snak om realløns-sammenligninger. 
Jeg vil hellere beskæftige mig med realiteter.