Cirka 40 % af danskernes arbejdstid kan overtages af robotter ifølge en rapport fra Innovationsfonden. Kontor- og administrationsområdet er i toppen over jobtyper, der bliver automatiseret og digitaliseret. Således er hver tredje kontoransatte i en stilling, hvor arbejdsopgaverne er velegnede til at blive erstattet af robotter eller digitale løsninger.

Det siger jeg ikke for at skræmme nogen.

Det er bare de fakta, som vi alle sammen må forholde os til. Hvis der er noget corona-krisen har lært mange af os, så er det, hvor pludseligt verden og måden, vi arbejder på, kan ændre sig fra den ene dag til den anden. For nogen er det sket i mindre skala, hvor det bare handler om, at mange af de fysiske møder og aktiviteter på arbejdspladsen bliver lagt om til digitale møder. For andre i større skala, hvor de kan se, at det job, som de har haft i 25-30 år, fra den ene dag til den anden bare ikke eksisterer mere. Her tænker jeg fx på de mange ansatte inden for luftfarten, der sammen med rigtig mange kolleger lige nu holder vejret med spørgsmålet siddende lige på tungen – er det mig, der bliver fyret? Og hvis jeg bliver fyret, kan jeg så få et job igen?

I en undersøgelse, som Epinion har lavet for HK Privat i starten af juni, kan vi se, at selvom bekymringen for ens økonomi og arbejdssituation er faldende i forhold til de undersøgelser, som vi fik lavet i april, så er det stadig hver femte HK’er, der er bekymret eller meget bekymret for netop dette. Og når vi spørger ind til, hvad bekymringen især går på, så er topscoreren på hele 67 %, at man ikke kan finde et nyt job.

Og problemstillingen er selvsagt ikke begrænset til luftfart.

Flere af os kan nemlig begå den fejl, at vi tænker, at vi sidder godt og lunt i den stilling, som vi er i nu, og at det er lige netop sådan en stilling, som vi drømmer om at have resten af livet. Og så ’glemmer’ vi simpelthen, at bare det at bevare en stilling også kræver løbende efter- og videreuddannelse. Eller vi bliver nervøse for, at vi med ønsket om nye kompetencer sender de forkerte signaler til vores arbejdsgiver eller til jobcenteret, hvis vi er arbejdsløse. For hvordan ved vi overhovedet om robotteknologi, automatisering af processer eller kundeservice er noget for os, før vi har fået lov til at dyppe tæerne lidt på et kursus eller en uddannelse fx? Og fanger bordet så senere?

Men kan vi aldrig få lov til bare at lave det samme, som vi altid har gjort?
Svaret er efterhånden et klart nej.

I HK Privat har vi fx defineret otte tværgående kompetencer, som vi mener tegner fremtiden – uanset hvad man i øvrigt arbejder med: Kommunikation og relationer, praktisk problemløsning, forretningsforståelse, kritisk tænkning, kreativ tænkning, forståelse for projektarbejde, teknologiforståelse og et service-mindset.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er kompetencer, som går igen for mange lønmodtagere, og at efter- og videreuddannelse inden for netop disse kompetencer vil komme i høj kurs de kommende år.

Derfor er det nu både de faglige organisationer og samfundets ansvar, at sikre at vores uddannelsestilbud til alle lønmodtagere er tidssvarende og brugbare hele livet. Det er politikernes ansvar, at snubletråde og unødigt bureaukrati ikke står i vejen for, at vi får opdateret arbejdsstyrken, og så er det også den enkeltes forbandede pligt at tage efter- og videreuddannelse alvorligt, tage sig tid til det og sørge for at komme i gang, mens tid er.

Og det er vores opgave som fagforening at udpege retningen for vores medlemmer. Det gør vi med beskrivelsen af de otte tværgående kompetencer.

Coronaen har på godt og ondt mindet os om, at vores arbejdsliv kan gå i stå længe før, vi selv troede, at det var nået en udløbsdato. For lige pludselig er fremtiden her – og den er desværre ikke lige rosenrød for alle.