Seksuelle krænkelser og chikane er igen kommet øverst på den offentlige dagsorden, og det bør vi alle sammen hilse velkommen! For selvom nogle vægrer sig og forsøger at aflede debatten ved at tale problemet ned, så overdøver de heldigvis ikke de mange modige stemmer. De ærlige, grelle, utallige eksempler på uhensigtsmæssige virksomhedskulturer. Og selvom det er mediebranchen, der især er fokus på i denne omgang, så er det noget, der sker i alle brancher og på alle arbejdspladser. Desværre.

Allerede i 2017, da den første MeToo-bølge rullede, lavede Epinion en undersøgelse af omfanget af seksuel chikane blandt privatansatte HK’ere, og her tegnede sig et trist billede. Hver 6. kvindelige medlem af HK Privat har været udsat for uønskede seksuelle tilnærmelser. Og når det kommer til seksuel chikane, så svarer 7 ud af 10 af dem, der har været udsat for det, at der ikke skete noget med krænkeren efterfølgende. Dengang brugte vi sammen med andre gode fagforbund MeToo-bølgen som en løftestang til at få ændret centrale dele i lovgivningen. Fx kan arbejdsgiverne ikke længere undskylde sig med, at der er en ’frisk’ tone på arbejdspladsen; og vi fik godtgørelserne løftet fra 25.000 kr. til 33.000 kr. Selvom vi også har set en flerdobling af sagerne om seksuel chikane i HK de seneste to år, så er vi slet ikke i mål.

Mere inddragelse
Derfor består en af de politiske opgaver her og nu i at fastholde og udbrede diskussionen til nye grupper, som ikke i tilstrækkelig grad har været inddraget tidligere.

Dernæst handler det om at sikre, at debatten kommer til at sætte sig varige spor. Her er der flere opgaver.

Noget handler om lovgivning: Fx er 33.000 kr. ikke et tilstrækkeligt godtgørelsesniveau. Niveauet er nødt til at være af en størrelse, der giver arbejdsgiveren et større incitament til at løfte sin pligt til at forebygge, og så skal den også give offeret en reel chance for at komme på benene igen.

Lokale regler
Det næste spor handler om, hvad der skal ske på den enkelte arbejdsplads. Ligesom næsten alle arbejdspladser har en politik for rygning, alkohol og sygdom og barsel, så skal vi kræve, at der i samarbejde med tillidsrepræsentanter og medarbejdere vedtages nedskrevne regler for, hvad man ikke vil acceptere i form af krænkende adfærd og hvad man gør, hvis det alligevel finder sted.

Det er ikke nødvendigvis nogen nem proces, og det kan være svært at få gang i en bred diskussion blandt alle kolleger om, hvad man hver især oplever som krænkende, og hvad, man mener, er rigtigt at gøre, hvis man selv eller en kollega udsættes for krænkelser. Men der er ingen vej uden om!

Hvis en politik for seksuel chikane ikke bare skal være noget, som gemmes væk på virksomhedernes intranet, så skal processen omkring formuleringen forankres bredt blandt alle kolleger.

En fagforening i ryggen
Endelig har de faglige organisationer forsat en opgave. Vi skal italesætte udfordringen og holde fast i, at der skal forandringer til. Vi skal gå ud over vores egne platforme og give alle – og særligt de helt unge medlemmer – værktøjer til at håndtere udfordringen, når de møder den i hverdagen og gør dem trygge i at sige fra. Fx har vi i HK Privat netop lanceret et samarbejde med Egmonts store kvindeunivers ALT.dk, hvor vores næstformand Anja C. Jensen i en række videoer underviser på ’MeToo-skolen’. Og selv om vi klæder både kolleger og ledelse på i ’skolen’, så er den helt grundlæggende præmis også, at hvis man ikke selv kan sige fra, så har man altid sin fagforening i ryggen.

Den aktuelle debat giver endnu engang et vindue for at forankre nye fremskridt i kampen for reel ligestilling mellem kønnene. Den mulighed skal vi gribe – igen!